En bedragerisk forretningsmand, en tidligere topløs model, et suspekt telefonopkald, en stribe hemmelige e-mails og hans egen kone er hovedingredienserne i en skandalesag, som truer med at tilsmudse den britiske premierminister, Tony Blair. Premierministeren har ikke selv været involveret i sagen, der er vokset som en lavine i løbet af en uge. Men hans kone Cheries meget påholdende omgang med sandheden giver indtryk af en svigtende moral. Det efterlader en dårlig smag i munden på de vælgere, der stemte New Labour ind i 1997 på et valgprogram, som lovede 'ingen lurvede affærer'. Succesrig advokat Cherie Blair er ellers blevet godt behandlet i den britiske presse. Hun er en succesrig advokat med speciale i menneskerettigheder, dommer på deltid, og hun tjener mere end Tony Blair. Hun er også kendt for at have skarpe politiske meninger. Og hun er blevet hyldet som eksempel på en kvinde, der både passer familie og karriere, især efter at hun som 45-årig i 2000 fødte sit fjerde barn. Men 1. december begyndte det at gå galt. Aviser rapporterede, at premierministerfruen havde købt to ejerlejligheder i Bristol, den ene til parrets ældste søn Euan, som skal starte på universitetet, den anden som investering. Ifølge artiklerne havde hun fået hjælp under købet af forretningsmanden Peter Foster. Han er australier og dømt for svindel i både Storbritannien, USA og Australien i forbindelse med salg af falsk helse-te. Cherie Blair brugte premierministerens pressekontor til at afvise avisernes beskyldninger. Faktisk havde hun kun mødt Peter Foster ganske kort en enkelt gang, fordi han er kæreste med Cherie Blairs såkaldte livsstilsvejleder. Travl ministerfrue Den personlige livsstilsguru er en tidligere topløs fotomodel, Carole Chaplin, som nu angiveligt bliver betalt 60.000 kroner om måneden for at være veninde med og rådgiver for den travle premierministerfrue. Næppe var afvisningen ude, før aviserne afslørede, at Cherie Blair måske kun havde mødt Peter Foster en enkelt gang, men de to havde udvekslet stribevis af emails om købet af ejerlejlighederne. I sine mail tilbyder Peter Foster hjælp til at prutte prisen ned, og Cherie Blair takker ham med ordene »du er en knag«. Efter den afsløring kom fruens næste undskyldning: Hun vidste ikke, at 'knagen' Peter Foster er en straffet svindler, der har siddet i fængsel på tre kontinenter. Den forklaring viser sig nu at være temmelig tvivlsom. Aviserne gravede videre og afslørede, at Foster er ved at blive udleveret fra Storbritannien til Australien, hvor han er eftersøgt. Og Cherie Blair ringede i sidste måned til Peter Fosters sagførere for at spørge til sagen. Derfor, konkluderer britiske aviser, burde en skarpsindig stjerneadvokat som fru Blair have vidst, at Peter Foster ikke er helt fin i kanten. Cherie Blairs nye forklaring er nu, at opkaldet kun skete for »at berolige« hendes livsstilsguru Carole Chaplin om, at udleveringssagen mod kæresten fulgte reglerne. Her står sagen i øjeblikket. Måske er der ikke mere i den, og så har Cherie Blair ikke foretaget sig noget juridisk ulovligt. Men der er rejst tvivl om hendes moralske dømmekraft. Problemet er, at der kan være mere snavs, for hidtil er hver eneste af hendes tilståelser kun blevet tvunget frem, fordi aviserne har lagt nye beviser på bordet. Derfor fortsætter jagten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























