De to bortførte chauffører, der arbejdede for Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) i Tjetjenien, blev i går løsladt. Det siger den prorussiske tjetjenske vicepremierminister Movsar Khamidov til russisk tv. Kahmidov gav ikke yderligere oplysninger om løsladelsen af de to mænd, men sagde, at der er sat en efterforskning af sagen i gang. Bortførerne havde ikke krævet løsepenge for den 41-årige Alexander Panov og den 43-årige Musa Satushev, der blev bortført onsdag nær Tjetjeniens hovedby, Grosnij, af bevæbnede og maskerede mænd. Afleverede nødhjælp De kom fra naborepublikken Ingusjetien efter at have afleveret nødhjælpsforsyninger, da de blev angrebet og tvunget ud af deres lastbiler. Ifølge russisk tv er flere mistænkte blevet anholdt i forbindelse med bortførelsen.
To bortførte Røde Kors-medarbejdere løsladt
Lyt til artiklen