Slutter i morgen: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Politiet giver Sakajev mundkurv på

Lyt til artiklen

Mens den russiske anklagemyndighed offentliggør den ene beskyldning efter den anden mod den fængslede tjetjener Akhmed Sakajev, nægter politiet i København ham adgang til at forsvare sig eller blot tale mere generelt om sin situation i Danmark. Akhmed Sakajev har bedt om at få lov til at tale med blandt andre journalister fra Politiken, men politiadvokat Michael Jørgensen afviste mandag anmodningen. »Det har vi meddelt Akhmed Sakajev og hans forsvarere og samtidig oplyst, at de har mulighed for at indbringe spørgsmålet for retten«, siger han. Problematisk afslag Siden anholdelsen 30. oktober har Akhmed Sakajev haft besøg af blandt andre den kendte britiske skuespiller Vanessa Redgrave og Tjetjeniens talsmand i Danmark, Usman Fersauli. Derfor mener lektor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard, at politiets afvisning af interview er problematisk. »Jeg synes, at det er mærkeligt, at han kan få alle mulige forskellige besøgende, som ikke er spor uvildige, mens han åbenbart ikke kan få besøg af repræsentanter fra den uafhængige presse. Det er meget foruroligende«, siger han. Professor ikke overrasket Derimod er professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen ikke overrasket over beslutningen. »Når grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, er beslutningen ikke mærkelig. Det ville være overraskende, hvis han havde fået lov til at tale med pressen«, siger han. Politiadvokat Michael Jørgensen ønsker ikke at besvare spørgsmål om sin beslutning, men oplyser, at den er truffet af hensyn til sagens efterforskning samt af hensyn til den almindelige retsfølelse. Sakajevs advokat Tyge Trier siger: »Jeg er forundret over, at politiet ikke har givet Sakajev lov til at tale med pressen. Han har et stærkt ønske om at fortælle, hvordan han personligt har oplevet sit ophold i Danmark og på Politigården« Sakajev vil til London Akhmed Sakajev bliver i dag fremstillet for en dommer, der skal tage stilling til, om han fortsat skal sidde bag tremmer. Russerne skal inden 30. november overbevise Danmark om, at han skal udleveres til retsforfølgelse. Men tirsdag vil hans forsvarere begære Sakajev løsladt, så han kan vende tilbage til London. »Herefter vil han fuldt ud samarbejde med dansk politi og stå til rådighed efter behov«, siger Tyge Trier. Den danske støttekomité for Tjetjenien er ifølge Thomas Bindesbøll Larsen i gang med at oprette en international Sakajevkomité mod udlevering. Den vil blandt andre bestå af den franske filosof André Glücksmann, den afdøde russiske systemkritiker Andrej Sakharovs kone, Elena Bonner, og den danske filminstruktør Lars von Trier.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her