Sri Lankas separatistiske oprørere De Tamilske Tigre har søndag erklæret, at de vil gå ind i almindelig politik i ø-staten efter i tre årtier at have ført en voldelig kamp for en uafhængig tamilsk stat i landets nordøstlige del. LTTE's chefforhandler, Anton Balasingham, sagde søndag, at han er rede til at mødes med Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, 25. november i forbindelse med et donormøde i Oslo. »Det ser godt ud«, sagde Norges viceudenrigsminister, Vidar Helgesen, ved afslutningen på den anden forhandlingsrunde, der har varet i fire dage. Helgesen sagde, at de to stridende parter er nået til enighed om betydelige skridt for at genoprette normaliteten, forbedre sikkerheden og takle de politiske spørgsmål. Hurtigere end ventet Både LTTE og Sri Lankas chefforhandler, G.L. Peiris, sagde, at forhandlingerne skred frem hurtigere end ventet, og at de føler sig forpligtede til at finde en politisk løsning på den langvarige borgerkrig, der har kostet over 60.000 mennesker livet. »LTTE's ultimative mål er at blive en del af det demokratiske politiske system«, sagde Balasingham. LTTE, der opgav sit krav om en selvstændig stat i Sri Lankas nordøstlige del under første forhandlingsrunde for seks uger siden, sagde, at de nu vil søge føderale eller konføderale løsninger på den langvarige etniske konflikt mellem det tamilske mindretal og det singalesiske flertal. »Eftersom vi føler os forpligtede til at gå ind i almindelig politik, er vi nødt til at acceptere andre politiske partier og tillade dem at deltage i den demokratiske politik i den (krigshærgede, red.) nordlige og østlige del af landet«, sagde Balasingham.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























