Skænderiet mellem Tony Blair og Jacques Chirac på sidste weekends EU-topmøde i Bruxelles har fået følger: Et planlagt møde mellem de to regeringsledere i begyndelsen af december er blevet udskudt på ubestemt tid. Det er EU's landbrugsstøtte, som den britiske premierminister og den franske præsident skændes om. Tony Blair blev rygende arrig, da han opdagede, at Tyskland og Frankrig havde lavet en indbyrdes aftale om landbrugsstøtten, allerede inden topmødet startede. Landbrugsstøtten fastfryses Aftalen går ud på at fastfryse landbrugsstøtten fra 2007 og seks år frem. Det gavner de franske landmænd, som får mest fra EU-kassen. Men det forhindrer den reform af støtteordningen, som Tony Blair har kæmpet for i årevis. Han vil have fjernet de direkte tilskud til landmændene, som Storbritannien betragter som en belønning af overproduktion og en effektiv metode til at holde udviklingslandene ude fra EU's fælles marked. Tony Blair havde bagefter hårde ord tilovers for Jacques Chirac, som han indirekte beskyldte for at være egoistisk og hytte de franske landmænds interesser: »Jeg forstår de enkelte landes bekymringer for at beskytte deres egen landbrugsindustri, men når alt kommer til alt, bevæger udviklingen sig kun i én retning, og det er mod liberalisering«, sagde Tony Blair. Blair antydede også, at Frankrig handlede dobbeltmoralsk ved altid at tale om at åbne EU for de tidligere afrikanske kolonier, men i virkeligheden at lukke markedet ved hjælp af landbrugsstøtten. Vrede Den irettesættelse blev den franske præsident dybt fornærmet over. Ifølge britiske aviser tirsdag svarede Chirac: »Du er uforskammet. Sådan har ingen nogensinde talt til mig før«. I går eftermiddag fulgte så oplysningen om, at Frankrig har aflyst mødet med Storbritannien, der ellers var sat til 3. december. Officielt har aflysningen selvfølgelig ikke noget med ordvekslingen om landbrugsstøtten at gøre. En talsmand for det franske udenrigsministerium forklarede i går: »Begge parter har brug for mere tid for at være ordentligt forberedt til dette vigtige møde. Vi skal nok sige til, når der er fastlagt en ny dato«. Tony Blairs talsmand indrømmede, at der havde været »kraftige meningsudvekslinger« mellem de to regeringsledere, men kaldte det »en smule turbulens«. Talsmanden havde travlt med at understrege, at det udelukkende drejer sig om landbrugsstøtten, og ikke om Storbritanniens og Frankrigs divergerende holdning til Irak. »Premierministeren sætter stor pris på de værdifulde britisk-franske forbindelser og på det meget gode forhold til Jacques Chirac«, hævdede talsmanden. Sikkerhedsrådet Den politiske situation omkring Irak kan ellers godt give mistanke om noget andet. Frankrig fortsætter i FN's Sikkerhedsråd med at blokere et amerikansk-britisk udkast til en resolution, som vil true Iraks præsident Saddam Hussein med militær aktion, hvis han ikke lukker FN's våbeninspektører ind og opgiver sine masseødelæggende våben. Jacques Chirac har tilsyneladende ikke lyst til at bøje sig for USA's præsident George W. Bush eller for Tony Blair, som den franske regering anser for at være stik-i-renddreng for amerikanerne. Det er et næsten symbolsk tegn på det øjeblikkelige forhold mellem de to lande, at Eurostar-togforbindelsen, der forbinder London og Paris, har været aflyst i 24 timer. Det skyldes tekniske problemer i Frankrig efter mandagens storm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























