Der var lettelse og tilfredshed rundt om i verden, efter at det dramatiske gidseldrama i Moskva blev afsluttet i morges. Mange blev dræbt, men det kunne have været langt værre, og der lyder også ros til den russiske ledelse. »Jeg har fulgt situationen i Moskva time for time, og vi var alle meget befriet ved nyheden om, at det var forbi, skrev den franske præsident, Jacques Chirac, i et brev til den russiske præsident, Vladimir Putin. »Den betydning, du tillagde at redde gidslernes liv, var medvirkende til at begrænse konsekvenserne af dette drama og afværge den tragedie, som omstændighederne syntes at indvarsle, erklærede Chirac. »Dødstallet er meget højt, men Frankrig er lettet, for det værste blev undgået«, sagde Frankrigs premierminister, Jean-Pierre Raffarin. I Kina konstaterede Liu Jianchao, talsmand for udenrigsministeriet, at "Moskvas gidselkrise er nået en løsning. Et flertal af gidslerne er reddet". Premierminister Ariel Sharon i Israel lykønskede Putin og sagde, at "der kan ikke gås på kompromis med terrorisme". »Præsident Putin har igen vist sit mod og fasthed i kampen mod terroruhyret. Det er et perfekt eksempel, som civiliserede lande bør følge, for der kan ikke gås på kompromis med terrorisme«, sagde den israelske leder. Schröder forfærdet Den tyske kansler, Gerhard Schröder, var forfærdet over antallet af dræbte gidsler, men hilste det velkommen, at flertallet af gidslerne, heriblandt alle tyskerne, nu er i sikkerhed. Han kondolerede de pårørende og fastslog, at gidselaktionen i Moskva klart viste, at terrorisme ikke kan retfærdiggøres. Den finske præsident, Tarja Halonen, lykønskede Putin med redningsaktionen. »Den mareridtlignende situation på Dubrovka-teatret er nu forbi. Jeg værdsætter din indsats i denne svære situation, hedder det i et telegram fra Halonen. Svenske Lindh bekymret Men den svenske udenrigsminister, Anna Lindh, udtrykte frygt for, at den tjetjenske konflikt nu vil blive forværret. Lindh sagde til svenske medier, at det må forventes, at russerne nu næppe vil være tilbøjelige til at indgå i forhandlinger med tjetjenerne efter gidseltagningen i Moskva. Fogh lykønsker Putin Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lykønsker i sin egenskab af formand for EU den russiske præsident, Vladimir Putin, og den russiske regering med befrielsen af flere hundrede gidsler i morges. »Vi deler Deres sorg over det tragiske tab af uskyldige menneskeliv. Vore hjerter og tanker har været med det russiske folk i de 58 angstfulde timer, da uskyldige borgere var i hænderne på grusomme og umenneskelige terrorister. Vi deler Deres lettelse over, at dette mareridt er forbi«, hedder det i en udtalelse fra Anders Fogh Rasmussen. Anders Fogh Rasmussen siger om aktionen, at "Den Europæiske Union anerkender, at den russiske regering har udøvet størst mulig tilbageholdenhed i denne overordentligt vanskelige situation. De russiske styrker opnåede at føre en yderst vanskelig redningsoperation til afslutning."
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























