To mistænkte anholdt i snigskyttesag

Lyt til artiklen

To mænd på 42 og 17 er torsdag formiddag dansk tid blevet anholdt i forbindelse med snigskyttesagen nær den amerikanske hovedstad, Washington. Politiet i Maryland siger torsdag eftermiddag, at politiet betragter de anholdte som mistænkte i sagen. Anholdelsen skete uden dramatik, men under et meget stort politiopbud, nær byen Middletown i den nordvestlige del af delstaten Maryland, 80 km fra hovedstaden Washington D.C. Mændene lå og sov i deres bil på en rasteplads, da politiet fandt frem til dem. Arrestordre udstedt onsdag aften Den ene anholdte er en 42-årig mand, som politiet sent onsdag aften udstedte arrestordre på, den anden hans 17-årige stedsøn. Politiet har beskrevet begge som bevæbnede og farlige. »Vi tror, at den eftersøgte (42-årige) kan have oplysninger, vi kan bruge i efterforskningen af sagen«, sagde chefen for efterforskningen i Maryland, Charles Moose, onsdag aften. Politi: Anholdelse sker efter tip fra snigskytte Politiet siger, at anholdelsen er sket efter et tip fra en mand, som politiet anser for at være snigskytten. I en tidligere besked rådede denne mand til at undersøge 'det, der skete i Montgomery'. Det gjorde politiet, og opdagede, at der under en skudepisode i september var blevet brugt samme våben som det, snigskytten bruger. 17-årigs fingeraftryk fundet på seddel På det sted skudepisoden fandt sted, fandt politiet et stykke papir med den 17-åriges fingeraftryk. Hvordan disse oplysninger hænger sammen med, at de to mænd nu anses for mistænkte i forbindelse med de 13 skudepisoder, står torsdag eftermiddag ikke klart. Politiet gennemsøger bopæl Politiet har de seneste dage gennemsøgt et hus i Tacoma, mere end 3.200 kilometer fra hovedstaden, som menes at være den eftersøgtes tidligere bopæl. Ifølge BBC har politiet endnu ikke fundet nogen spor i huset. Krav på 10 millioner dollar Eftersøgningen af snigskytten er blevet yderligere intensiveret de seneste dage efter, at snigskytten efter det seneste mord efterlod et pengekrav på 10 millioner dollar og en trussel om, at de amerikanske børn ikke kan vise sig sikre 'nogen steder på noget tidspunkt'. Sigtet mand har modtaget skydetræning på militærbase Den anholdte mands hus ligger tæt på den amerikanske militærbase Fort Lewis, som uddanner nogle af USA's bedste skytter. Manden har tilsyneladende en militær baggrund og er uddannet netop fra Fort Lewis. Ti dræbte Politiet meddelte onsdag at det også var snigskytten, som stod bag drabet på den buschauffør, som blev skudt tirsdag. Det bringer tallet af omkomne op på ti.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her