Danmark har fået det ønskede mandat til at afslutte udvidelsesforhandlingerne med 10 kandidatlande. Dermed har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nået sit erklærede topmøde-mål. »Vi har en aftale«, fortalte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter forhandlingerne. »Det har været et meget succesrigt topmøde. Dette er et stort skridt fremad mod en historisk beslutning om udvidelsen, som vil blive truffet på topmødet i København i december«, fortsatte den danske statsminister. »Det var meget hårde forhandlinger, og der var også kriseperioder, hvor jeg måtte afbryde mødet for at tage separate forhandlinger, men til sidst lykkedes det«, sagde den danske EU-formand. Gennembrud i forhandlinger Gennembruddet i forhandlingerne kom i stand, efter Tysklands kansler, Gerhard Schröder og Frankrigs præsident, Jacques Chirac, umiddelbart før topmødets start overraskende meddelte, at de havde sluttet fred i striden om udvidelsens politisk mest ømfindtlige emne - EU's kostbare landbrugsstøtte. Den fransk-tyske aftale betyder, at Tyskland går med til, at de 10 ansøgerlandes landmænd kan modtage direkte indkomststøtte fra EU fra 2004, når kandidatlandene bliver optaget i Den Europæiske Union. Ros til den danske statsminister Det danske EU-formandskab med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i spidsen får ros af formanden for Europa-Parlamentet, Pat Cox. Den liberale Cox takkede formandskabet for at have uddybet samarbejdet mellem medlemslandenes regeringer og Europa-Parlamentet. »Forholdet mellem det danske formandskab og Europa-Parlamentet har brudt nyt land, og jeg ønsker at takke statsminister Rasmussen og hele hans team for at åbne muligheder for dialog med lederne af vore grupper og med parlamentet og gennem deltagelse i parlamentets aktiviteter i et større omfang, end vi tidligere har erfaret«, sagde Pat Cox på et pressemøde under EU-topmødet i Bruxelles.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























