Mennneskejagten i Washingtonområdet er slut efter tre uger med død og angst. Men selv om to mænd nu sidder bag lås og slå mistænkt for 14 skudattentater med 10 dræbte og tre sårede, så lurer døden fortsat i baggrunden - nemlig i form af USA's dødsstraf. Endnu ikke sigtet for drab Foreløbig er den 41-årige John Allen Muhammad kun sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og for at have krydset statsgrænser med et våben. Hans følgesvend, den 17-årige John Lee Malvo, som Muhammad kaldte sin stedsøn, er tilbageholdt som vidne. Det er imidlertid kun formaliteter. Politiet er overbevist om, at de har fat i de personer, som stod bag snigmordene i Washingtonområdet. Forbrydelserne var spredt ud over et stort område, og anklagemyndighederne for syv retskredse mødtes i går for at diskutere tiltalen, og hvor retssagen skal finde sted. Fandt fingeraftryk Staterne Maryland og Virginia samt forbundsdistriktet Columbia kan alle rejse tiltale, fordi der blev begået mindst et mord hvert sted. Staten Alabama gør også krav på de to. Malvos fingeraftryk blev fundet ved et mordsted i byen Montgomery. I går identificerede vidner Muhammad, som den mand de så stå bøjet over et lig i en spiritusbutik i Montgomery. I forbundsdistriktet Columbia er maksimumsstraffen livstid. Maryland har dødsstraf, men den er suspenderet i øjeblikket. Virginia er på andenpladsen efter Texas over stater, som har henrettet flest siden 1976. Virginia har henrettet 86, og tillader også henrettelsen af mordere, der har begået deres forbrydelser som mindreårige. Aldersgrænsen er 16 år. Alabama har henrettet 24 i de seneste 26 år. Alabama har allerede meddelt, at man vil retsforfølge Muhammad og Malvo og kræve dødsstraf. Forbundsstaten kan også vælge at retsforfølge de to. Under præsident George W. Bush har forbundsstaten henrettet to. De mistænkte bragte selv politiet på sporet I tre uger drev snigskytterne kispus med politiet og fik et helt samfund til at leve som under belejring. Det var de mistænkte selv, som henledte politiets opmærksomhed på sig. Enten har de ønsket at blive fanget, eller også var de så arrogante, at de virkelig troede, at de var Gud, som de flere gange skrev og sagde til politiet. 17. oktober ringede en af de mistænkte til politiet og spurgte, »om de ikke var klar over, hvem de havde med at gøre?« Han henviste til et røveri og mord i Montgomery. Politiet troede, at der var tale om Montgomery amt i Maryland, hvor snigskytterne slog til flere gange. Først da en af de to ringede til en præst og præciserede, at der var tale om Montgomery i Alabama kom politiet for alvor på sporet. I Alabama fandt politiet et fingeraftryk på Malvo, som stammer fra Jamaica og flere gange har været i konflikt med loven. Herefter blev han sporet til staten Washington i det nordvestlige USA. Vidner fortalte om hans nære venskab med Muhammad, og naboer sagde, at de to ofte skød til måls i baghaven. Lastbilchauffør spærrede for bilen Myndighederne offentliggjorde de mistænktes navne og beskrivelse af deres bil onsdag aften. Mindre end seks timer senere var der bid. Lastbilchauffør Ron Lantz fra staten Kentucky hørte efterlysningen på radioen, og da han rullede ind på en rasteplads ved Myers-ville i Maryland så han den eftersøgte bil, en blå Chevrolet Caprice. Lantz ringede til 911 og fik ikke blot besked på at vente, men også at spærre udkørslen med sin lastbil: »Det var 15 lange minutter«, har Lantz sagt på tv og nægtede at hoppe på påstanden om, at han var en helt: »Jeg gjorde blot min pligt«. Kort efter sværmede det med hundredvis af politifolk, agenter fra forbundspolitiet FBI, helikoptere og ikke færre end 60 politibiler. De to mistænkte lå og sov i bilen. De nåede aldrig at finde ud af, hvad der skete, før de var anholdt. I bilen fandt efterforskningsholdet også en Bushmaster XM-15 riffel. Mindst otte af mordene og kuglerne i de tre sårede kan spores til riflen. Politiet har fortalt, at bilen nærmest var omdannet til en dræbermaskine. Den var indrettet, så man kunne fyre indefra bilen uden at blive set udefra. Når bagsædet blev lagt ned, kunne en snigskytte ligge udstrakt i bagagerummet. Her var der boret et hul på 10 centimeter, hvorfra de kunne skyde ubeset og slippe væk uden at vække mistanke. Motivet er et mysterium Det store mysterium er, hvad der drev mændene til at begå mordene. Hvilke motiver havde de, og hvem trykkede på aftrækkeren? Skiftedes de til at slå ihjel? Og hvordan var forholdet mellem de to? Muhammad beskrives i lokale medier som en taber og bitter mand, der var vred på alt og alle. To mislykkede ægteskaber forstærkede blot følelsen af, at livet ikke behandlede ham retfærdigt. I den 17-årige Malvo fandt han en beundrer. Ifølge nyhedsbureauet AP har Muhammad mødt Malvo via drengens mor, som han skulle have haft et forhold til. De to levede som vagabonder, inden de begyndte at myrde løs. Eksperter tog fejl Kriminologer, pensionerede politifolk, tv-journalister og andre såkaldte eksperter tog fuldstændig fejl af attentatmændene og spekulerede helt hen i vejret i de tre uger, sagen stod på. De var overbeviste om, at der var tale om en vred, hvid mand med militær- eller politimæssig baggrund. Det kom som et chok for de fleste, at de to mænd var sorte. Når eksperterne tog så meget fejl, skyldes det også, at det nærmest er tabu i det politisk korrekte Amerika at antyde, at snigskytten kunne tilhøre en minoritet. Muhammad har ganske vist militær baggrund, men hans skydefærdigheder er ikke bedre, end hvad de fleste kunne lære på et par timer, siger instruktører fra hæren. Amerikanerne ser muslimske spøgelser Terrorangrebet 11. september sidste år har også fået det amerikanske samfund til at se muslimske spøgelser overalt. John Allen Muhammad er muslim, og USA's muslimske samfund frygter nu repressalier. I året efter terrorangrebet blev der anmeldt ikke færre end 2.000 overgreb og overfald på muslimer eller mennesker, som blev antaget for at være muslimer. Muslimske organisationer frygter nu en gentagelse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























