Mindst 14 dræbt af bombe i Israel

Lyt til artiklen

Mindst 14 israelere blev dræbt og op mod 40 såret, da en bombe ødelagde en israelsk bus mandag eftermiddag. En af de såredes tilstand er kritisk, fem er alvorligt sårede. Eksplosionen skete ved busstationen i Pardes Hanna. Bussen kørte mellem byerne Afula og Hadera nord for Tel Aviv. Den væbnede gren af den radikale palæstinensiske Islamisk Jihad gruppe påtog sig skylden for bombeeksplosionen i et telefonopkald til det franske nyhedsbureau AFP. »Jeg var 60 meter fra busstationen, og jeg hørte en eksplosion. Bussen var fuldstændig ødelagt og gik op i flammer«, sagde et vidne til israelsk radio. Redningspersonalet kunne først komme frem til bussen, da brandfolk havde slukket den kraftige ild. Ifølge Israelsk Radio var en bil med sprængstoffer kørt op på siden af bussen og bragt til sprængning. Palæstinensere planlægger flere angreb Det var det første formodede palæstinensiske angreb i Israel siden 10. oktober, da en selvmordsbomber eksploderede ved et busstoppested i Tel Aviv og dræbte sig selv og en ældre kvinde. De israelske sikkerhedsstyrker sagde i sidste uge, at palæstinenserne, som har ført to års opstand mod de israelske besættelser, har planer om at gennemføre tyve angreb i Israel i nær fremtid. Palæstinenserleder Yassir Arafat tog mandag aften afstand fra bomben. »Alle ved, at den palæstinensiske regering er imod angreb på civile, såvel palæstinensere som israelere«, sagde Arafat til journalister foran sit hoverkvarter i Ramallah.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her