FN slår flygtningealarm

Lyt til artiklen

Mens vestlige lande står på nakken af hinanden for at hjælpe i Afghanistan, kniber det med interessen for andre verdensdele, hvor konflikterne er knapt så højprofilerede. FN's flygtningehøjkommissariat UNHCR mangler 80 millioner dollar - cirka 600 millioner kroner - til at hjælpe flygtninge i blandt andet Afrika, Sydøstasien og Sydamerika. Det står i skærende kontrast til donorlandenes velvilje over for Afghanistan oven på den amerikansk ledede militæroperation, der væltede Taleban-styret. Afghanistan næsten overfinansieret Da UNHCR tidligere på året besluttede at lave en ekstrabevilling på 207 millioner dollar til flygtninge i Afghanistan, var der ingen problemer med at få de vestlige lande til at spytte i kassen. Faktisk viste så mange deres villighed, at projekterne i Afghanistan næsten blev overfinansieret. Problemet er, at donorlandene ikke er lige så villige til at betale for de projekter, UNHCR har i mange andre lande, og som dækkes af det almindelige budget. »Mange af de penge, donorlandene har givet til Afghanistan, er penge, de oprindelig havde afsat til at dække vores almindelige budget. Det kan godt være, pengene kommer senere på året, men vi står og mangler dem her og nu«, siger cheftalsmand for UNHCR, Ron Redmann. Nedskæring Hvis ikke pengene er bevilget i næste måned, må UNHCR ud i sin tredje nedskæringsrunde i år. »Det vil gå ud over flygtninge i Afrika, Sydamerika og Asien. For eksempel vil vi ikke have penge til at give vintertøj til børn i Kaukasus. Vi må også opgive at flytte burmesiske flygtninge i Thailand længere væk fra den urolige grænse. Vi må slække på sikkerheden i flygtningelejre i Tanzania og opgive landbrugs-, sundheds- og uddannelsesprojekter for eritreanske flygtninge«, siger Ron Redmann. Storbritannien og Italien giver mindre end lovet »Tidligere på året bad vi donorlandene om ikke at finansiere ekstrabevillingen til Afghanistan med de penge, de havde afsat til det normale budget i UNHCR. Men det er lige præcis det, flere donorlande tilsyneladende har gjort«, siger han. Ifølge Politikens oplysninger er det specielt Storbritannien og Italien, der ikke har givet de penge, de har lovet. Danmark ventes i år at skære sit bidrag til UNHCR med 43 millioner kr. Dansk øremærkning UNHCR's højkommissær Ruud Lubbers talte i sidste uge med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der lovede at give et ekstratilskud på ti millioner kroner i år. Men smilene stivnede en smule i UNHCR, da man fandt ud, at de 10 millioner var øremærket Afghanistan og altså ikke kunne bruges til at fylde hullet på de 80 millioner dollar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her