Frankrig er EU's sorte får

Lyt til artiklen

De alvorlige miner kommer frem, når Jacques Chirac og Gerhard Schröder torsdag trækker sig tilbage midt under EU-topmødet i Bruxelles for at finde et nyt fodslag mellem de to lande. Helt konkret kommer samtalen til at handle om den franske præsidents modstand mod en reform af EU's kostbare og uhensigtsmæssige landbrugspolitik, som ikke mindst den tyske forbundskansler gerne ser ændret. Håb om reform skudt ned Men den tidligere fransk-tyske akse i EU eksisterer ikke længere, og allerede tirsdag skød præsident Chirac alle håb om en reform ned efter et møde i Paris med den fungerende EU-formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). »Frankrig har gentaget sin overbevisning om, at den fælles landbrugspolitik ikke kan ændres før 2006«, sagde han og kædede diskussionen om landbrugsreformen sammen med det ligeså komplicerede spørgsmål om EU's fremtidige budget. Krav om stop for britisk rabat Jacques Chirac benyttede blandt andet lejligheden til at varme op til topmødet ved at kræve et stop for den britiske rabat på indbetalinger til EU-budgettet, som daværende premierminister Margaret Thatcher fik gennemtrumfet i 1984. Hans krav blev mødt med en øjeblikkelig afvisning fra den britiske regering, der henviste til, at de 15 EU-lande i 1999 vedtog ikke at røre ved denne rabat før 2006. Bøndernes ven Jacques Chirac kører i stadig højere grad den nationale linje i EU, og det slår især igennem på landbrugsområdet. »Han optræder mere som formand for de franske landbrugsorganisationer end som en af Europas ledere«, er blot en af de barske kommentarer om den franske præsident, man jævnligt kan høre i Bruxelles. Det er sandt, at han elsker landbruget og landmændene. Han kender hver landmand i departementet Correze, hvor han i mange år var valgt, og han har det godt, når han i deres selskab indtager en af sine favoritretter, et godt stykke tête de veau - sylte - ledsaget af en kold fadøl. Mod strømmen i EU Men landbrugspolitikken er ikke det eneste område, hvor Frankrig i disse år går mod strømmen i EU. Den nye borgerlige regering fører økonomisk politik stik imod de regler, der er nedfældet i EU's økonomiske stabilitetspagt. Og selv om EU-kommissionens formand, Romano Prodi, fredag kom Frankrig til hjælp med et forslag om at bløde de strenge krav til medlemslandenes økonomiske politik op, er der dyb bekymring i Bruxelles over fransk økonomi i de kommende år. Bekymringerne kommer også til udtryk i Paris. »Jacques Chiracs og Jean-Pierre Raffarins Frankrig er ved at blive Europas sorte får. Det er ved at overtage den rolle, som Storbritannien og Margaret Thatcher spillede i 80'erne, hvor man blokerede ethvert fælles initiativ«, hed det forleden på lederplads i det respekterede dagblad, Le Monde. Frankrig isoleret Den svada har gjort ondt i Elysée-palæet, for Le Monde bliver læst af hele den franske og fransksprogede europæiske elite, og bladet står langtfra alene med kritikken. I sit interview i Le Monde fredag opfordrede Romano Prodi de franske ledere til at genindtage Frankrigs tidligere rolle som dynamo i det europæiske samarbejde. Uden Europa bliver Frankrig lille, sagde Prodi. Politisk slagnummer Det store spørgsmål er, om Frankrig er klar til de nødvendige kompromiser. Første test kommer på EU-topmødet torsdag og fredag, for netop forsvaret af den eksisterende fælles landbrugspolitik er blevet et politisk slagnummer for den franske præsident og hans nye premierminister, centrumpolitikeren Jean-Pierre Raffarin. Problemet for franskmændene er, at de risikerer at isolere sig i et hjørne uden stærke allierede. De nuværende nettobidragydere til EU-budgettet med Tyskland i spidsen ønsker en reform. De øvrige Middelhavslande ser gerne status quo på landbrugsområdet, men de vil primært kæmpe for at bevare så stor en del af de nuværende strukturprogrammer som muligt, og EU-kommissionens forslag til reform af landbrugspolitikken går stik imod de franske ønsker. Uklarhed I forhold til udvidelsen fastholder Frankrig de fælles EU-beslutninger. Men problemer med landbrug, budget og udsigt til blokering af EU på grund af uenighed om samarbejdets fremtid kan friste Frankrig og andre lande til at kræve en udsættelse af hele processen, lyder flere vurderinger i Bruxelles.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her