Den amerikanske præsident, George W. Bush, underskrev sent i aftes en lov fra Senatet, som giver ham lov til at gå i krig mod Irak. Men USA mangler stadig opbakning til et angreb fra FN's Sikkerhedsråd, der lige nu drøfter en eventuel ny Irak resolution. Loven fra det amerikanske Senat skal lægge yderligere pres på Irak. »Irak kan enten udlevere sine masseødelæggelsesvåben eller forvente at USA vil gøre alt for at afvæbne regimet. Irak vil gøre uklogt i at teste vores vilje til at tage det drastiske skridt«, siger præsident Bush og tilføjer at sker det ikke vil USA 'lede en global koalition, som skal afvæbne Irak'. Bush presser FN Underskrivelsen af loven fra Senatet skal også ses som et pres på FN's Sikkerhedsråd, der endnu ikke er nået til enighed om, hvorvidt der er behov for en ny FN-resoltuion for Irak. »Det er endnu en gang på tide, at FN lever op til de krav der blev stillet til organisationen: At beskytte verdenssamfundets sikkerhed. Det er endnu en gang på tide, at de frie nationer lever op til deres globale ansvar og konfronterer den voksende fare fra Irak«, siger præsidenten ifølge CNN. FN drøfter resolution i dag FN's Sikkerhedsråd er lige nu samlet for at blive enige om en ny Irak-resolution. Frankrig har foreslået to resolutioner. En, der kræver nye våbeninspektioner, og en, som giver mulighed for et angreb, hvis Irak ikke retter sig efter den første. Men USA ønsker kun én resolution, der fra start giver grønt lys for et angreb på Irak, hvis landet lægger hindringer i vejen for FN's våbeninspektører. Rusland vil ikke gå med til den amerikanske resolution, men den russiske viceudenrigsminister Jurij Fedotov sagde i går, at Ruslands holdning ligger tæt op ad Frankrigs. Saddam Hussein: USA's trusler sikrede min valgsejr Saddam Hussein har endnu ikke kommenteret loven fra det amerikanske Senat, men sagde i går, at den amerikanske trussel mod Irak havde været en afgørende faktor i hans overbevisende valgsejr i tirsdags. Saddam Hussein fik ikke blot 100 procent af stemmerne, men formåede også til flere statistikeres overraskelse at få alle stemmeberettigede til at afgive deres stemme.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























