Det er Iain Duncan Smiths første årsmøde som leder af de britiske konservative. Og han risikerer også, at det bliver det sidste. Den interne kritik vokser, og indtil nu er det ikke lykkedes ham at profilere partiet. Tværtimod er det i en ny meningsmåling nede på samme størrelse som De Liberale Demokrater - næsten 20 procentpoint bag efter Labour og Tony Blair. Iain Duncan Smith vil afsløre sin nye strategi på årsmødet, der begyndte i Bournemouth mandag. Den går ud på at fortsætte 'jernlady' Margaret Thatchers politik fra 1980'erne. Statens indflydelse skal formindskes Målet er, at statens indflydelse skal formindskes, mens sygehuse og skoler får større råderet over deres bevillinger. Hospitaler skal have lov til selv at rejse penge, og det skal gøres nemmere for forældre og frivillige grupper at starte statsstøttede skoler. Partilederens tilbagevenden til Thatchers minimalstat kommer samtidig med, at han skarpt har kritiseret den seneste konservative premierminister, John Major, for at have brugt alt for mange penge. Stemmer fra fortiden John Major er desuden den ene hovedperson i en sexsag, som truer med at overskygge det konservative landsmøde. »Stemmer fra fortiden er kommet tilbage og har ødelagt alt det gode arbejde, vi har gjort«, sagde Duncan Smith i en tale. Han var også vred over, at Majors affære »har mindet folk om, hvorfor de sparkede os ud i 1997«. Ugen op til landsmødet har ikke været god for Iain Duncan Smith. En meningsmåling har bragt partiet ned på niveau med De Liberale Demokrater. Og de adspurgte mente, at den konservative leder vil være dårligere egnet til at være premierminister end Tony Blair fra Labour og Charles Kennedy fra De Liberale Demokrater. Usynlig i debatten Samtidig har Iain Duncan Smith mødt intern kritik fra konservative, som anser ham for at være for usynlig i den offentlige debat. En sværvægter som den tidligere vicepremierminister Michael Heseltine har ifølge dagbladet The Times talt om, at Iain Duncan Smith bør gå af. Andre tidligere ministre har kritiseret Smiths manglende resultater. Kritikken i toppen blev støttet af en meningsmåling blandt konservative i avisen The Daily Telegraph i går. Kun fem procent mener, at Iain Duncan Smith leverer et »stærkt og effektivt lederskab«, mens 41 procent siger, at han er en svag og ineffektiv leder. Leder i klemme Partilederen tilhører partiets højrefløj, men han har bragt sig i klemme mellem to magtfulde grupper: de, der vil modernisere partiet ind mod forstædernes middelklasse, og de mere traditionelle konservative, der bekæmper EU, euroen og flygtningene. Iain Duncan Smith har flakket fra den ene side til den anden, så begge grupper er utilfredse med ham. Iain Duncan Smith har nu tre dage til at forsøge at kæmpe sig tilbage i spidsen for partiet. Det vil han blandt andet gøre ved at opstille 25 nye politiske mål, som måske ikke bliver afgørende for Storbritanniens fremtid, men i hvert fald for hane egen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























