Kong Gyanendra i Nepal har overrasket den nepalesiske befolkning ved at afsætte landets fungerende ministerpræsident, Sher Bahadur Deuba, og dennes regering og midlertidigt overtage den udøvende magt. Det er sket med henvisning til truslerne fra den maoistiske oprørsbevægelse, som plager landet. Der var lørdag ingen tegn på uroligheder eller ekstra sikkerhedsforanstaltninger i gaderne i Nepals hovedstad, Katmandu. Kongens beslutning har ikke bragt befolkningen i affekt, og flere aviser roste lørdag ligefrem kongens initiativ, som de mener, er den bedste måde at varetage befolkningens interesser på. Næste regering Gyanendra oplyste natten til lørdag i en tale i det landsdækkende tv, at han samtidig suspenderer et parlamentsvalg, som skulle have været holdt i den kommende måned. Han sagde, at han vil præsentere en ny regeringschef i løbet af fem dage, men nævnte intet om, hvornår valget vil blive afviklet. Kongen sagde, at han har fyret regeringschefen, fordi denne ikke er kvalificeret til at stå for valget, som skulle have været holdt 13. november, mens Deuba mener, at kongens skridt er forfatningsstridigt. Gyanendra lovede lørdag at »bevare det demokratiske parlamentariske system« og anmodede partierne om at udpege de personer, som vil stille op til valget af en midlertidig regering. Al magt hos kongen Han sagde ikke, hvornår den nye regering vil blive dannet, men oplyste, at han vil tage hånd om Nepal, indtil en sådan regering er dannet. Al magt ligger ifølge politiske iagttagere nu hos monarken. Den midlertidige regering skal efter kongens udsagn være ansvarlig for lov og orden og for afholdelse af parlamentsvalget. Den afsatte regeringschef Deuba mødtes lørdag med repræsentanter for sit parti, Det Nepalesiske Kongresparti. Også det største oppositionsparti, det kommunistiske Forenede Marxistisk-Leninistiske Parti, holdt lørdag møde om situationen. Forværring Deubas regering anbefalede torsdag, at valget udsættes et år på grund af oprørskrigen. Han sagde, at han kun foreslog udsættelsen, fordi alle politiske partier havde ønsket det. Kong Gyanendra overtog efter eget udsagn magten som følge af den forværrede sikkerhedssituation. »Jeg vil opretholde det parlamentariske demokratiske system i Nepal. Jeg vil søge at samarbejde med folket«, forsikrede kongen, der er konstitutionel monark. Gyanendra siger, at hæren og politiet står bag ham. Kongen opløste på råd fra Deuba parlamentet i maj, og der skulle ifølge forfatningen holdes valg senest et halvt år efter. Den seneste udvikling skaber tvivl om, hvorvidt dette krav vil blive opfyldt. Ingen kommentar fra oprørere Der var lørdag ingen reaktioner fra de maoistiske oprørere, der har ført krig i Nepal de seneste seks år, og hvis mål er at styrte det konstitutionelle monarki og erstatte det med en kommunistisk republik. Krigen blev optrappet i november i fjor, da oprørerne brød en fire måneder lang våbenhvile med regeringen. Borgerkrig Næsten 5. 000 mennesker er blevet dræbt i oprørskampene. Heraf er over to tredjedele omkommet siden våbenhvilens ophør. Flere end 100.000 nepalesiske soldater bekæmper oprørerne, som angiveligt er inspirerede af Kinas for længst afdøde revolutionsleder Mao Zedong. Indien opfordrede lørdag nabolandet til at løse krisen hurtigst muligt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























