Den hollandske dronnings mand, prins Claus, er død. Den 76 år gamle prinsgemal døde søndag aften kl. 19.00 på et hospital i Amsterdam. Radio- og tv-stationer afbrød deres udsendelser for at videregive meddelelsen om prinsens død, og premierminister Jan Peter Balkenende gik på skærmen og udtrykte sin sorg over dødsfaldet. »Det var en stor mand, der forlod os i dag«, sagde han. Lit de parade Mandag vil liget af prins Claus blive fragtet til det royale palads Huis ten Bosch i Haag, hvor der allerede er lagt blomster og tændt levende lys. Begravelsen vil finde sted i begyndelsen af næste uge, hvor han vil blive stedt til hvile på det kongelige familiegravsted i Delft. Prins Claus havde gennem det sidste tiår lidt af et svingende helbred. I maj sidste år fik han fjernet den venstre nyre. I 1991 konstaterede læger en mild form for Parkinsons syge.
Hollands prins Claus er død
Lyt til artiklen