Ambassade på vej i gældsregister

Lyt til artiklen

Venezuelas ambassade er på vej til at havne i RKI Kredit Information - kartoteket for dårlige betalere, der populært kaldes Riebers. Ambassaden blev for to år siden ved byretten i København dømt til at betale en af sine tidligere medarbejdere over en halv million kroner i restløn og erstatning. Men 56-årige Esneda Eugenia Olsen har endnu ikke modtaget en klink. På trods af den klare dom kan ambassaden ikke tvinges til at punge ud. Den er beskyttet af statslig immunitet. Normalt kan man slet ikke sagsøge en ambassade, da den er beskyttet af Wienerkonventionen. Svært at trække ambassade i retten Men i enkelte tilfælde - f.eks. ved private mellemværender - kan civile personer trække en ambassade i retten. Men en sejr kan ikke bruges til noget på grund af immuniteten. Det har Knud Lundblad, der er advokat for Esneda Eugenia Olsen, svært ved at se logikken i. »Det er selvmodsigende og komplet idiotisk«, siger advokaten, der ikke kan forstå, hvorfor man på den ene side kan sagsøge en ambassade, men på den anden side ikke kan eksekvere dommen. Henvendelse til RKI Han har henvendt sig til RKI for at få sat skub i sagerne. Ifølge advokaten er RKI parat til at registrere ambassaden og dermed indirekte den venezuelanske stat som dårlig betaler. Direktøren for RKI, Jørgen Hansen, vil ikke tale om den konkrete sag, men oplyser, at når domstolen har talt, er de grundlæggende krav for en registrering opfyldt. Knud Lundblad vil give ambassaden 14 dage til at komme til lommerne. Gør den ikke det, vil han gøre alvor af sin anmeldelse og lade Venezuela blive registreret som dårlig betaler. Advokatfirmaet Norrbom og Vinding, der fører sagen for ambassaden, ønsker ikke at kommentere søgsmålet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her