Skarp dialog om dødsstraf

Lyt til artiklen

Kinas manglende overholdelse af fundamentale menneskerettigheder blev det helt centrale emne, da den kinesiske regeringschef Zhu Rongji onsdag afsluttede et tre dage langt besøg i Danmark med intensive samtaler med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Ud over at bekræfte Kinas fortsatte accept af en kritisk dialog og projektsamarbejde om menneskerettigheder med både Danmark og EU, refererede regeringschefen i usædvanligt direkte vendinger fra uformelle samtaler, der blev ført under den officielle middag i Statsministeriet tirsdag aften. 'Ophedet debat' Her var samtalepartnerne ud over den danske statsminister også to EU-kommissærer, Chris Patten og Pascal Lamy, samt udenrigsminister Per Stig Møller (K). Zhu Rongji sagde, at diskussionen havde været »ophedet«, og at deltagerne havde været stærkt uenige om de kinesiske myndigheders udbredte brug af dødsstraf. Den kinesiske leder pointerede, at anvendelse af tortur er i strid med landets love, og at politifolk, der anvender tortur, straffes. Zhu Rongji gav udtryk for sin anerkendelse af det dansk-kinesiske samarbejde om menneskeretsprojekter. Kritik af Dalai Lama Også situationen i det kinesisk-kontrollerede Tibet blev berørt. Zhu Rongji sagde, at der i dag hersker »fuldstændig religionsfrihed« i Tibet. Den eksiltibetanske regerings aktiviteter blev kritiseret af den kinesiske gæst, der advarede mod at anerkende Dalai Lama. »Vi modsætter os enhver kontakt mellem udenlandske regeringer og Dalai Lama. Det vil få ham til at føle, at udlandet støtter hans forsøg på at løsrive Tibet fra Kina«, sagde Zhu Rongji. Højere levestandard i Tibet end i Kina Han understregede, at levestandarden i Tibet nu er højere end gennemsnittet for resten af Kina takket være udlandets støtte til Tibet. Anders Fogh fremhævede et dansk projekt i Tibet som eksempel på den danske indsats til styrkelse af menneskerettighederne i Kina. Det internationale samfund har gentagne gange kritiseret den kinesiske regering for at undertrykke den tibetanske befolkning. Anklager Spørgsmålet om den amerikansk-baserede meditationsbevægelse Falun Gongs aktiviteter, der er kritiske over for det officielle Kinas politik, blev ikke berørt på onsdagens pressemøde. Men Zhu Rongji undgik ikke at blive konfronteret med Falun Gongs syn på menneskeretssituationen i Kina, da en repræsentant for en amerikansk medieorganisation på pressemødet efter ASEM-topmødet opremsede en stribe anklagepunkter mod de kinesiske myndigheder. Zhu leverede her i relativt udramatiske vendinger det velkendte, officielle kinesiske standardsvar om, at Falun Gong »ikke udsættes for forfølgelse, men er forbudt i Kina, fordi organisationen forfølger kinesiske borgere«. Fogh til Kina næste år Statsminister Anders Fogh Rasmussen oplyste, at han har accepteret en invitation til at besøge Kina i begyndelsen af næste år. Det bliver første gang, at Anders Fogh besøger Kina.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her