Størsteparten af de slovakiske vælgere har ved weekendens parlamentsvalg tydeligt demonstreret, at de ønsker deres land optaget i EU og NATO. De proeuropæiske partier, som under ledelse af ministerpræsident Mikulas Dzurinda har regeret landet de seneste fire år, fik så mange stemmer, at de sammen med et nyt parti har et sikkert flertal i parlamentet. Meciar ude i kulden Vælgernes afgørelse viser ikke kun en politisk stabilitet i den lille republik. Den betyder også, at den største hindring for Slovakiets integration i de europæiske strukturer - risikoen for comeback til den tidligere regeringschef Vladimir Meciar - er fjernet. I EU, som i lighed med NATO havde advaret mod Meciar, er der tilfredshed med valgets udfald. Erklæring fra dansk formandsskab »Den europæiske Union ser frem til en ny slovakisk regering, som vil fortsætte den vigtige kurs imod medlemskab. (.) EU vil med glæde byde Slovakiet velkommen som nyt medlem«, hedder det i en erklæring fra EU's formandsland Danmark. Også andre lande, deriblandt USA, udtrykte tilfredshed med slovakkernes afgørelse. Den mest sandsynlige udvikling efter valget er, at Mikulas Dzurindas centrumkoalition fortsætter, dog styrket af et nyt medlem, den liberale Ny Borgeralliance, ANO, som en nyskabelse på landets politiske scene. Populære ungarere Den kommende regering ventes foruden ANO at bestå af Dzurindas Kristelige og demokratiske Union, SDKU, af Den kristelige Bevægelse, KDH, og af De ungarske partiers koalition, SMK. Sidstnævnte omfatter hovedsagelig landets ungarske mindretal, men ikke kun det. Også en del slovakker har stemt på SMK, der har ry som »partiet med de færreste skandaler«. Forventer ingen problemer Den 47-årige ministerpræsident Dzurinda, der er økonom, sagde søndag, at han ikke forventer store problemer ved dannelse af ny regering. Den første partileder, han mødtes med for at diskutere fremtiden, var i øvrigt SMK's chef, Bela Bugar. Bugar er en meget respekteret politiker, som mange slovakker mener ville egne sig til at være ministerpræsident. Bugar 'er ægte fornyelse' På en cafe i Bratislava sagde en gruppe slovakiske studerende til Politiken, at kunne de bestemme, ville de pege på Bugar, selv om de sætter pris på Dzurinda. Bugar ville være en ægte fornyelse, hed det. Men iagttagere siger, at det er yderst usandsynligt, at en mindretalsleder avancerer til regeringschef. Slovakiets præsident, Rudolf Schuster, vil mandag mødes med lederne af alle de syv partier, som har klaret spærregrænsen på fem procent. Der er foruden de allerede nævnte Vladimir Meciars nationalistiske Bevægelse for demokratisk Slovakiet, HZDS, det let populistiske parti Smer og kommunistpartiet. Det er første gang siden systemskiftet i 1989, at kommunisterne kommer ind, og det chokerer mange slovakker. Flertal på forhånd Schuster har på forhånd sagt, at en partileder for at få lov til at lede regeringsforhandlingerne skal møde op med en skriftlig støtteerklæring fra mindst 76 parlamentsmedlemmer. Han skal altså kunne bevise, at han har et flertal bag sig i den 150 pladser store forsamling. Dzurinda-fløjen har tilsammen 78 mandater. Som den første partileder ventes Vladimir Meciar at møde op hos præsidenten, for hans parti HZDS er fortsat landets største. Ingen vil have noget med Meciar at gøre Men Meciar, hvis politik var grunden til Slovakiets mangeårige internationale isolation, har ingen chance for at danne regering, for ingen vil samarbejde med ham. Det er en gentagelse af situationen efter valget i 1998. Stemningen i HZDS' hovedkvarter var ret dyster under valget. Der herskede derimod en masse optimisme hos partiet Smer, hvis leder, Robert Fico, længe stod stærkt i meningsmålingerne. Nederlag til selvsikkert Smer Den selvsikre 38-årige advokat virkede, som om han oprigtigt troede på sin sejr, da han fredag stemte i Bratislava. Han udelukkede et samarbejde med både Meciar og Dzurinda. Dzurinda mødtes søndag med lederne af alle de partier, som ventes at danne regeringen. Men ikke med Fico - det var der ingen grund til, sagde Dzurinda.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























