Aids-epidemi raser i Østeuropa

Lyt til artiklen

Hiv og aids spreder sig netop nu i Østeuropa og Centralasien med en fart, der gør epidemien til den hurtigst voksende i verden. I 1998 sås 420.000 tilfælde af hiv-smitte, men ved udgangen af 2001 var tallet vokset til én million. Alene i 2001 var der omkring 250.000 nye tilfælde af hiv-smitte. De to FN-organisationer, børnefonden Unicef og sundhedsorganisationen WHO, har netop offentliggjort to rapporter, der sætter udviklingen i et dystert perspektiv. På rekordtid har hidtil smittefri områder fået aids-plagen inden for døren. Så sent som i 1994 blev der kun meldt om meget få tilfælde af hiv og aids fra Østeuropa, de tidligere Sovjetrepublikker og Centralasien. »Den alvorlige situation, der især rammer de unge i regionen, kræver øjeblikkelig og radikal handling, hvis den dødelige sygdom skal standses, og udviklingen i landene skal sikres. Men det er muligt at gøre det. Det viser flere eksempler fra lande i regionen«, siger Unicef Danmarks generalsekretær, Steen M. Andersen i forbindelse med offentliggørelsen af Unicef-rapporten 'Social Monitor'. 90 procent i Rusland og Ukraine Rusland og Ukraine tegner sig alene for 90 procent af de hiv-smittede. Men det er i det lille baltiske land Estland, den højeste infektionsrate er konstateret. Her spredes sygdommen med næsten eksplosiv hast. Mere end én ud af 1.000 estere var smittet i 2001. Det er næsten tyve gange så meget som den gennemsnitlige infektionsrate i EU-landene. Ubeskyttet sex De væsentligste årsager til den hastige spredning af hiv-virus i regionen er ifølge Unicef-rapporten, at antallet af stofmisbrugere er steget. Dertil kommer, at stadig flere helt unge dyrker ubeskyttet sex samt at flere ernærer sig som prostituerede - et fænomen, der ofte kan forbindes med socialt sammenbrud, fremhæver rapporten. Næsten alle de ramte lande har oplevet en økonomisk vækst siden 1998, og har stort set undgået at blive påvirket af den seneste globale økonomiske krise. Samtidig har demokratiske valg sikret landene nye ledere og skabt grundlag for nye reformer. Alligevel er undervisningen mange steder mangelfuld og fattigdommen stor. Fattigdom et stort problem Netop fattigdommen fremhæves af WHO som et enormt problem i Østeuropa og i de tidligere Sovjetrepublikker. WHO peger på, at med fattigdom følger sygdom, og den værste af disse sygdomme lige nu er hiv og aids. På en konference for de 51 medlemsstater under WHO's Europaregion, der har været afviklet i København i denne uge, var 'den usynlige' epidemi - smittespredningen - da også et af hovedemnerne, understreger chefen for WHO's Europaregion, Marc Danzon. Nyt jerntæppe I den netop offentliggjorte årlige rapport over sundheden i WHO's Europaregion - som omfatter et område fra Grønland i vest til Vladivostok i øst - tales der ligefrem om en kløft, et slags fattigdommens jerntæppe mellem de vestlige og østlige egne af Europaregionen. »I nogle af landene i Central- og Østeuropa og de nye selvstændige stater (herunder de tidligere Sovjetrepublikker, red.) har faldende gennemsnitlig levealder og dalende fødselstal ligefrem bidraget til en negativ befolkningstilvækst. Selv i de mest velstående lande er der fortsat uacceptable uligheder i sundhedsstatus mellem forskellige grupper i samfundet«, konkluderer WHO. Stor uvidenhed Unicef peger på, at der er en meget høj grad af uvidenhed om smitterisikoen ved hiv og aids blandt de unge i Central- og Østeuropa. Tre ud af 10 teenagere i Hviderusland, Ukraine og Letland ved ikke, at kondomer kan beskytte mod hiv. Og mange narkomaner i regionen aner ikke, at det er farligt at dele sprøjte. Fremskridtene betegnes af Unicef som små, men der er dog positive eksempler. Som f.eks. Litauen, der i 1995 lavede en handlingsplan mod hiv. I dag er udbredelsen af hiv-smitte i Litauen meget lille, mens den er kolossalt stor blandt de to baltiske naboer Letland og Estland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her