Arafats hovedkvarter belejret

Lyt til artiklen

Israelske soldater er atter kørt i belejringsposition udenom palæstinenserlederen Yassir Arafats hovedkvarter i byen Ramallah på Vestbredden i et forsøg på at isolere Arafat og tvinge eftersøgte militante palæstinensere til at overgive sig. Arafats hovedkvarter har i mere end et døgn været belejret af israelske styrker, som har ødelagt tre af fem bygninger. Ifølge den israelske avis Ha'aretz er de eneste tilbageværende bygninger en gammel administrationsbygning, som Arafat bruger som kontor og en ny administrationsbygning. Belejringen skete få timer, efter at en formodet selvmordsbombe kostede fem israelere livet og sårede op mod 50. En talsmand for Israels udenrigsministerium, Gideon Meir, siger at israelernes intention er at arrestere 19-20 personer, som mistænkes for at have planlagt angreb på israelere. 20 overgav sig Få timer efter belejringen begyndte, overgav 20 palæstinensere sig. Ifølge det israelske militær er de 20 palæstinensere dog ikke de personer, som står på øverst Israels liste over mistænkte palæstinensere. Hvor de 19-20 personer, som Israelerne vil have til at overgive sig, er, er endnu ikke klart. Israelerne mener tilsyneladende, at de opholder sig i hovedkvarteret. »Hvad vi gør nu er at opfordre dem til at overgive sig via højttalere«, meddelte Gideon Meir til nyhedsbureauet Reuters torsdag aften. Den israelske regering beslutter senere, hvad der skal ske, hvis palæstinenserne ikke overgiver sig, sagde han videre. Isolation af Arafat en reaktion på bombe Den israelske premierminister Ariel Sharon mødtes torsdag først med forsvarsminister Benyamin Ben-Eliezer og sikkerhedscheferne, siden med regeringen, for at diskutere de to seneste dages terrorbomber med i alt seks dødsfald som følgen. Her besluttede man at isolere Arafat og forlange udlevering af de eftersøgte palæstinensere, siger en israelsk sikkerhedskilde til nyhedsbureauet Reuters. Arafats folk siger, at de israelske tanks rullede ind på området, hvor de åbnede tung maskingeværild. Israelerne siger, at de har omringet bygningerne og blot besvaret ild indefra. Ifølge Arafats folk, blev flere bygninger ødelagt under skudvekslingen og enkelte bygninger blev sprængt i luften omkring middagstid. Belejringen blev efterfulgt af en militæraktion i Gazastriben, hvor mere end tyve tanks rullede ind og bevæbnede helikoptere nu kredser over området. Angreb følger to eksplosioner Palæstinensernes topforhandler, Saeb Erekat, sagde efter at have talt i telefon med Arafat, at formanden selv er uskadt, mens to af hans livvagter skal være let såret. Angrebene er blevet fordømt af israelske embedsmænd, det palæstinensiske selvstyre og den amerikanske præsident Bush. Det israelske angreb følger i kølvandet på to bombeattentater i Israel med i alt seks dødsofre. Første angreb i seks uger Torsdag blev fem personer dræbt, da en bus i Tel Aviv ved middagstid blev ramt af en eksplosion. Næsten 50 blev meldt såret, heraf er en i kritisk tilstand og fem alvorligt såret. Onsdag udløste sprængte en selvmordsbomber sig selv og en israelsk politimand i luften ved et stoppested i den arabisk-israelske landsby Umm al-Fahm i det nordlige Israel. Yderligere to personer blev kvæstet ved selvmordsaktionen, der var den første i seks uger. Hamas: Selvmordsbombe var hævn for juli-mord Islamisk Jihad har taget skylden for begge angreb, og Hamas har også taget skyld for torsdagens bombe i Tel Aviv. »En af vore kommende martyrer, hvis navn vi endnu ikke vil nævne sprængte sig selv i luften for at hævne juli-mordet på en af de militantes ledere, hans løjtnant og 14 civile«, hedder det i en officiel forklaring fra Hamas' bevæbnede gruppe, Izz el-Deen al-Qassam Brigaden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her