Skadevolder skal betale britisk behandling

Lyt til artiklen

Den britiske sundhedsvæsen vil indføre en slags omvendt brugerbetaling: Den, der forvolder skade på en person, skal betale for den skadelidtes sygehusophold. Planen skal for eksempel anspore arbejdsgivere til at sørge for effektiv arbejdssikkerhed for deres ansatte. Forsikringsselskaberne advarer om, at det kan medføre skyhøje præmier. Ordningen skal gælde i tilfælde, hvor en virksomhed eller en enkeltperson bliver fundet erstatningsansvarlig, hvis et andet menneske er kommet til skade. Så skal regningen for sygehusophold lægges oven i øvrige erstatningsbeløb. Det vil typisk kunne ske, hvis en virksomhed bliver fundet skyldig i at have forsømt sikkerheden på arbejdspladsen. Lign. regel for trafikofre I øjeblikket gælder en tilsvarende regel for trafikofre. Hvis en person bliver fundet erstatningsskyldig i forbindelse med et færdselsuheld, kan hospitalsvæsenet også kræve betaling for behandlingen af kvæstede. »Det samme skal gælde for arbejdsulykker og for andre personskader, for eksempel ved overfald. Og det vil også dække togulykker og flystyrt: Hvis selskabet bliver dømt til at betale erstatning til de skadelidte, skal det også dække hospitalsregningen«, siger en talskvinde for sundhedsministeriet. Bedre sikkerhed Sundhedsminister David Lammy begrunder forslaget med, at det vil anspore virksomheder til at forbedre sikkerheden og dermed sundheden på arbejdspladsen. »Det er uacceptabelt, at skatteyderne skal betale for den medicinske behandling af mennesker, der er kommet til skade på deres arbejde, fordi nogle arbejdsgivere ikke tager tilstrækkeligt hensyn til deres ansatte«, siger David Lammy til den britiske radio BBC. Fagforeninger enige »Hvis arbejdsgiverne bliver forpligtede til at skulle betale for deres ansattes behandling, er det endnu en grund til at mindske risikoen for deres ansatte og for offentligheden i det hele taget«, tilføjede sundhedsministeren. Han får støtte fra de britiske fagforeninger. Vicegeneralsekretær Brendan Barber fra Trade Union Congress, det britiske LO, siger: »At tvinge den ansvarlige til at betale vil anspore den forebyggende indsats«. Forsikringsselskaber: Skidt idé Forsikringsselskaberne synes derimod, det er en dårlig ide. Association of British Insurers siger, at det bare vil lægge udgifterne over på alle forsikringstagere: »Vi er nødt til først at beregne udgifterne ved forslaget. Det vil ganske sikkert medføre betydelige stigninger i forsikringspræmierne. Spørgsmålet er, om det er den rette fremgangsmåde i betragtning af, at udgifterne vil havne hos forsikringstagerne, der i forvejen betaler til sundhedsvæsenet gennem skatten«, siger en talsmand for organisationen. Tvang af ikke-forsikrede Ifølge forslaget skal det være muligt at tvinge en ansvarlig virksomhed eller person til at betale, selv om vedkommende ikke er dækket af en forsikring. Det britiske sundhedsministerium regner med, at det nye forslag vil kunne indbringe hospitalsvæsenet 1,5 milliarder kroner mere om året. Sundhedstjenesten er i forvejen i krise på grund af mange års besparelser. I de seneste par år har regeringen puttet mange milliarder i sygehusene, blandt andet til at ansætte flere hundrede flere læger og sygeplejersker. Forslaget er sendt til høring indtil 8. november, så det kan tidligst blive lov til næste år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her