USA ønsker al-Qaeda-mistænkte udleveret

Lyt til artiklen

USA ønsker at få alle, der er mistænkt for at være højtstående medlemmer af al-Qaeda, udleveret. Det siger den nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, der søndag optrådte på den amerikanske tv-station, Fox. USA er især interesseret i Ramzi Binalshibh, der blev anholdt i Pakistans største by, Karachi, på et-årsdagen for terrorangrebene mod New York og Washington. Binalshibh er mistænkt for at have deltaget i planlægningen af terrorangrebene 11. september sidste år. »Vi vil samarbejde med de pakistanske myndigheder«, sagde Rice. »Vi ønsker at finde ud af, hvad han ved«, tilføjede hun og betegnede anholdelsen som afgørende i USA's krig mod terror. Anholdt efter ildkamp Den 30-årige yemenit betragtes som et af de vigtigste al-Qaeda-medlemmer, der hidtil er blevet anholdt. Han blev fanget efter en tre timer lang skudveksling i Karachi, sammen med fire andre mistænkte al-Qaeda-folk efter tip fra FBI og CIA. De pakistanske myndigheder oplyste lørdag, at endnu et formodet højtstående al-Qaeda-medlem er blevet arresteret. Dermed er i alt 12 formodede al-Qaeda-medlemmer blevet fanget i politiaktioner i Karachi i den forløbne uge. De anholdte bliver nu afhørt af pakistanske og især amerikanske efterretningsfolk. En anonym kilde i hæren siger til Reuters, at de to hovedmistænkte holdes adskilt fra de 10 andre, og at forhørene foregår med bind for øjnene og i håndjern. Udlevering mod beviser De pakistanske myndigheder siger, at de er parate til at udlevere Binalshibh og de øvrige anholdte. Endnu er der dog ikke truffet nogen beslutning om, hvorvidt de skal udleveres til USA eller Tyskland, der har udstedt en international arrestordre. Tyskland besluttede dog søndag ikke at kræve yemenitten udleveret. Den pakistanske indenrigsminister Moinuddin Haider sagde lørdag til nyhedsbureauet Reuters, at Ramzi Binalshibh foreløbig bliver i Pakistan. Han tilføjede, at Pakistan er parat til at udlevere de anholdte til USA, hvis der er beviser for, at de er involveret i terroraktioner. Den tyske regering er interesseret i Binalshibh, fordi han tidligere har delt en lejlighed i Hamburg i Tyskland med Mohammed Atta, som anførte terrorangrebene 11. september. Koordinator af terror I et interview med den arabiske tv-station al-Jazeera optaget i juni og sendt for fem dage siden fortæller Ramzi Binalshibh, at han var koordinator for selvmordsaktionen 11. september, og at Osama bin Laden personligt var involveret i planlægningen. Ramzi Binalshibh betegnes som den såkaldte 20. flykaprer. Han var blevet optaget på en flyveskole i USA, men blev fire gange nægtet indrejsevisum. Derfor måtte han blive tilbage i Tyskland, hvor han holdt kontakt med Mohammed Atta i USA via e-mail, ligesom han overførte penge til selvmordsgruppen. Binalshibh udgav sig på Internettet for at være Attas tyske kæreste 'Jenny'. Ramzi Binalshibh anses ikke for at være helt så højtstående i al-Qaeda som Abu Zubaydah, der blev fanget i Pakistan i marts og overgivet til de amerikanske myndigheder. Men han anses for at være på vej op i systemet. Hans fotografi er fundet hos mange taleban-krigere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her