Prisen på olie faldt mere end fire procent, efter at FN havde meddelt, at Irak har indvilget i at lade FN's våbeninspektører komme ind i landet igen. I USA faldt prisen på råolie med 1,27 dollar pr. tønde til 28,40 dollar. Det er et fald på omkring to dollar i forhold til sidste måned, hvor prisen steg til sit højeste i 19 måneder som følge af risikoen for et militært angreb på Irak. Analytikere vurderer, at Iraks beslutning sandsynligvis vil lette presset på OPEC-landene for at øge produktionen af olie, når de i overmorgen mødes i den japanske by Osaka. »På samme måde som min morgenmad skal vi lige fordøje dette her«, sagde Venezuelas minister for energi og minedrift, Rafael Ramirez på spørgsmålet om, hvorvidt den irakiske beslutning vil få betydning for mødets udfald.
Olieprisen falder efter Irak-udmelding
Lyt til artiklen