Makedonsk valg i elendighedens skygge

Makedoniens parlamentsvalg søndag vil vise om et korrupt styre kan købe og true sig til genvalg eller om en ny svag koalition skal overtage fallitboet. - Foto: AP
Makedoniens parlamentsvalg søndag vil vise om et korrupt styre kan købe og true sig til genvalg eller om en ny svag koalition skal overtage fallitboet. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Krig, fred eller en fastfrysning i fattigdom, korruption og arbejdsløshed. Det er de udsigter de makedonske vælgere har, når de søndag går til valgurnerne. Et af Europas fattigste og mest ustabile lande støttes kraftigt af både USA og EU i et forsøg på at bruge valget til at ryste sig ud af et stivnet politisk system og en lurende borgerkrig mellem albanere og de slaviske makedonere. Det har været en hidsig valgkamp med store valgmøder, demonstrationer, brandtaler, beskyldninger om korruption og magtmisbrug. Der har også været alvorlige episoder, hvor makedonske betjente er blevet skudt, uskyldige bortført, bombeattentater mod partikontorer m.v. Indtil fredag aften var 11 personer blevet dræbt. Korruption Det førende regeringsparti VMRO-DPMNE, et borgerligt nationalistisk parti, der kom til magten for fire år siden efter en menneskealder med først kommunistisk, siden socialistisk styre, er i alvorlige vanskeligheder. Ministerpræsident Ljubco Georgievski og ikke mindst hans indenrigsminister Ljube Boskovski er filtret ind i et spind af korruption og magtmisbrug. Imens er arbejdsløsheden vokset. Officielt er den på 40 procent, reelt betydeligt større. Georgievski har haft det største albanske parti PDSH med i sin koalition, men også det parti, der ledes af Arben Xhaferi, er kommet i miskredit hos vælgerne for at være indblandet i korruptionen. Valgkamp på privatisering Koalitionen står imidlertid sammen om den fredsaftale, der blev indgået i august sidste år, hvor man enedes om en række reformer, der skal give det store albanske mindretal bedre forhold. Aftalen kom i stand efter massivt pres fra EU og NATO, og den fjernede risikoen for en borgerkrig mellem de slaviske makedonere og albanerne. Georgievski har ført sin valgkamp på privatisering, markedsøkonomi og tilnærmelse til EU. Socialdemokraten Branko Crvenkovski beskylder regeringen for at misrøgte økonomien og hidse landets to befolkningsgrupper op mod hinanden. »Valget står mellem krig eller fred, mellem fremtiden eller mørket, mellem moral og kriminalitet, elendighed og fattigdom«, sagde han på sit afsluttende valgmøde. Lav valgdeltagelse Både valgeksperter og de meget upålidelige meningsmålinger indikerer, at vælgerne hverken tror på de borgerlige eller socialdemokraterne, der var lige så korrupte, da de var ved magten. Der spås en meget lav valgdeltagelse. De albanske vælgere, der udgør en fjerdedel, har på den ene side det etablerede parti under Arben Xhaferi, på den anden side en nyopkomling, der har samlet betydelig støtte. Det er den tidligere militære leder for oprørshæren UCK, Ali Ahmeti, der er genopstået som leder af partiet DPI. Han har ført en meget moderat valgkampagne, hvor han igen og igen har fastslået, at kampen ikke var mod makedonere, men kun mod et repressivt styre. Ønske om magtskifte En tidligere rådgiver for det makedonske finansministerium, siger ligeud, at både USA, OSCE og EU er ønsker et magtskifte. Han siger, at amerikanerne forsøger at promovere Ali Ahmeti som »en ny Hamid Karzai«, der kan holde styr på albanerne og lytte til, hvad Washington siger. Valgkampen har været voldsom. Ikke mindst har indenrigsminister Boskovski været langt fremme med at true journalister med fængselsstraffe, hvis de gav et negativt billede af regeringen«. Han krævede også Ahmeti fængslet for »terrorisme«. Med 39 partier bliver resultatet mudret. Der kommer til at gå uger, før en ny regering kan dannes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her