Tjekkiet parat til EU

Lyt til artiklen

Den tjekkiske regeringschef, Vladimir Spidla, er overbevist om, at hans land har klaret det nødvendige forberedelsesarbejde og nu er fuldt ud modent til at blive optaget i EU. Det vil han fortælle statsminister Anders Fogh Rasmussen og andre danske politikere, han mødes med mandag i København. Vil præsentere Tjekkiet syn på forhandlinger Men Spidla, som betragter besøget i Danmark som meget vigtigt, vil også fremlægge Tjekkiets syn på den afsluttende fase af forhandlingerne med unionen. »Jeg vil gerne sige til statsministeren og gennem ham til hele EU, at vi betragter udvidelsen som en akt, som er nødvendig ikke kun for kandidatlandene, men for hele Europa. En integration, som sker på grundlag af demokratisk dialog, er efter vores mening kernen i kontinentets fremtid. Jeg vil også gerne understrege, at udvidelsen bør være så bred som mulig, og at den ikke må trække ud. Vi må ikke forpasse tidspunktet for udvidelsen, for så kan det ske, at chancen ikke vil byde sig igen. Det er som med kvinder. De kan også kun sætte børn i verden i en vis periode, og så er det pludselig for sent«, siger Vladimir Spidla til Politiken. 'Ingen alvorlige problemer' Tjekkiet har ifølge ministerpræsidenten ingen alvorlige problemer, som skal løses før optagelsen i EU. »De opgaver, der endnu venter, for at landet skal nå de nuværende medlemsstaters niveau, skal fuldføres i fællesskab, når Tjekkiet er i unionen«, siger Spidla. Han er overbevist om, at hans land vil kunne klare sig godt. 'Vi er godt forberedt' »Vi er godt forberedt. Selv på områder som landbrug, som mange betragter som problematisk. Vores landbrug har siden 1800-tallet været relativt progressivt og moderne. Også på andre felter kan vi følge med de mest udviklede lande, f.eks. er internettet lige så udbredt hos os som i Vesteuropa. Og jeg tror også, at vores uddannelsesniveau kan tåle en sammenligning, og at vi har evner til at bidrage til Europas videre udvikling. Jeg vil gerne fremhæve tjekkernes tekniske kunnen. Den er slet ikke dårlig. Vi er også ret gode til organisationsarbejde. Til gengæld halter det med kendskab til fremmede sprog, men det bedrer sig allerede markant«, siger ministerpræsidenten. Social model Vaclav Spidla er en stor beundrer af Danmark og de andre nordiske lande. Han synes meget godt om det skandinaviske socialsystem, som han gerne ville indføre i Tjekkiet, men det er først og fremmest de velfungerende demokratiske institutioner, som imponerer ham. »Et af mine store mål er 'den nordiske vej', det vil sige forbedringer i Tjekkiet efter skandinavisk forbillede. I jeres sociale model beundrer jeg mest den retfærdige fordeling af goderne, det faktum, at der er så få decideret fattige mennesker. På det felt er Skandinavien bedst i hele verden. Jeg ved godt, at det ikke bliver nemt at realisere 'den nordiske vej'. Den kræver både penge og en mere udviklet social tankegang. Men jeg vil arbejde på det«, siger Vladimir Spidla.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her