Valgmøde og ballade i Malmø

Lyt til artiklen

Det er ikke sjovt for de svenske socialdemokrater. Der er en uge til valget, og i meningsmålingerne presses de af den borgerlige fløj. Det kunne man mærke, da Göran Persson lørdag talte i sin hjemby Malmø. Han var presset og træt, men nødt til at opretholde den optimistiske facade. Populær Persson Göran Perssons popularitet blandt vælgerne hersker der dog ingen tvivl om. Allerede lidt efter klokken 11 havde flere hundrede mennesker samlet sig på Gustaf Adolfs Torg. Og på slaget 11.30 kom statsministeren gående sammen med sine sikkerhedsvagter. Publikum begyndte at klappe. De unge ville have autografer, gamle damer ville give deres leder et knus. Og imens strålede Persson, gav sin kone Annika et kys og gik op på scenen. »Dette valg bliver kanonsvært« Hans første ord blev meget betegnende for den uro, mange i den socialdemokratiske partitop føler lige nu: »Dette valg bliver kanonsvært«. »Det, der har skræmt mig, er, at alle siger: Det skal nok gå. Du bliver statsminister igen. Men intet er afgjort, og valgresultatet om en uge kan lige så godt give os en borgerlig regering«, sagde han og fik dagens første bifald. Så fulgte en gennemgang af de socialdemokratiske mærkesager. Velfærden drivkraft for udvikling Arbejde, arbejdsrettigheder, solidaritet og skole. Han talte om folkeskolen som en vision, hvor alle er forskellige, men alligevel får samme muligheder. Friskoler og privatskoler bliver overflødige, de kommunale skoler skal være de bedste. »Velfærden skal være en drivkraft for udvikling. Der skal være nogen ved min side i de stunder af livet, hvor jeg rammes af ulykke«. Det var en tale om værdier og ideologi. Göran Persson er en dygtig taler, tør være personlig uden at blive pinlig og giver indtryk af at være en rigtig landsfader. I slutningen af talen var der selvfølgelig også plads til at gøre lidt grin med de politiske modstandere. 'Har ingen modstander' »Jeg er den eneste demokratiske statsministerkandidat i verden, der ikke har en modstander«, sagde han og hentydede til de borgerlige partiers uvilje mod at udpege en fælles modkandidat. Efter præcis en halv time var talen forbi. Bifaldet varede længe, mens Persson modtog den traditionelle røde rose. Derefter forsvandt han hurtigt videre med sine sikkerhedsfolk og halen af pressefolk. Men opstandelsen i Malmø var ikke forbi. Ballade før start En time senere holdt det højreekstremistiske parti Sverigedemokraterne valgmøde på gågaden i Malmø Centrum. Allerede før det startede, var der ballade. Unge fyre gik til angreb mod de fremmødte Sverigedemokrater, men blev hurtigt fanget og fjernet af politiet, der i første omgang forsøgte at holde sig i baggrunden. Men da en moddemonstration på den anden side af gaden kastede æg, greb politiet ind. Kampklædte betjente i arbejde Heste, hunde og kampklædt politi blev sat ind, og demonstranterne blev tvunget ind på en sidegade. Men det hjalp ikke særlig meget. Under det timelange møde stod unge moddemonstranter hele tiden og skreg for at overdøve Sverigedemokraternes tale om masseindvandring, kriminalitet og ældreplejen. 'Nazisvin', 'Ingen fascister på vores gader', lød slagordene, der sammen med fløjter og kasserollelåg var nok til, at man ikke kunne høre, hvad der blev sagt. Håndgemæng Det kom flere gange til håndgemæng. Sverigedemokraternes topkandidat, Sten Andersson, prøvede på sin egen kontante måde at gå i dialog med demonstranterne og kaldte dem for »hønsehjerner« og »modsætningen til Einstein«. »I har givet os den bedste reklame, man kan få. Det er bare at sige tak«, sluttede han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her