Flere end 100 personer omkom, da den værste tyfon i mere end 40 år i weekenden ramte Sydkorea, oplyser embedsmænd i dag. »Betydeligt flere end 100 mennesker er omkommet eller savnes, og vi regner med, at tallet vil stige, da eftersøgningen efter savnede og begravede personer fortsætter«, siger Kim Jin-young fra de sydkoreanske redningsmyndigheder. Han tilføjer, at de materielle skader ventes at blive de mest omfattende i landets historie. Skybrud og jordskred Soldater og politi er sat ind i redningsarbejdet på Sydkoreas østkyst, hvor tyfonen Rusa lørdag hærgede med vindstød på op til 200 kilometer i timen. Samtidig oplevede byen Kangnung voldsomme skybrud med nedbør på næsten en meter. Da tyfonen efterfølgende bevægede sig ind over land, blev der forårsaget jordskred, som bortskyllede veje, huse og køretøjer. Tusinder af mennesker måtte forlade deres hjem, mens knap 700.000 boliger var uden elektricitet. Skader for milliarder Ifølge myndighederne løber skaderne ifølge de første beregninger op i et beløb svarende til omkring 1,6 milliarder kroner. Sydkoreas præsident, Kim Dae-jung, hasteindkaldte søndag regeringen og beordrede en hurtig genopbygning af de ødelagte områder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























