Arafat hilser dansk fredsudspil velkomment

Lyt til artiklen

Den danske udenrigsminister Per Stig Møller mødtes onsdag med den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, i Ramallah på den israelsk-besatte Vestbred. Midt i dét, der er tilbage af det sønderskudte hovedkvarter, tog Arafat imod Per Stig Møller, som havde sin fredsplan med sig. Arafat hilste også udspillet velkomment. Men han bad om tid til at studere det nøjere. »Det er en glæde at besøge dig igen, men det er ikke en glæde at se, hvad der er sket her, siden jeg var her sidst. Der er en grænse for, hvad folk kan gennemleve. Palæstinenserne er tæt på denne grænse, og derfor har vi lavet dette udspil«, sagde den danske udenrigsminister efter mødet i Arafats hovedkvarter. EU er vigtig »EUs bestræbelser er vigtige, og vi håber, at det her kan bringe fredsprocessen tilbage på sporet«, sagde Arafat. »Vi sætter pris på ideerne og regner dem for vigtige og realistiske. Vi vil nu undersøge dem nærmere og vende tilbage meget snart med en melding«, tilføjede han. Palæstinensisk stat Per Stig Møllers udspil sigter på at genskabe den manglende tillid mellem israelere og palæstinensere, så volden kan høre op, og der kan holdes palæstinensisk valg i januar. Derefter skal den palæstinensiske administration reformeres, og om et år skal der udråbes en foreløbig palæstinensisk stat. I år 2005 er det så planen, at de store stridspunkter som Jerusalems fremtid og statens grænser skal være på plads, så en permanent palæstinensisk stat kan udråbes. Israel foretrækker USA-plan Ifølge israelsk radio foretrækker premierminister Ariel Sharon fortsat den amerikanske plan. I modsætning til Per Stig Møllers udspil på EUs vegne udelukker USA, at Arafat kan fortsætte som palæstinensernes leder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her