Finland er verdens mindst korrupte land efterfulgt af Danmark og New Zealand på en delt andenplads. Bangladesh er det mest korrupte land i verden efterfulgt af Nigeria og Madagaskar. Det fremgår af en analyse fra instituttet Transparency International (TI) med hovedsæde i Berlin, der blev offentliggjort onsdag. Danmark har tidligere indtaget førstepladsen, men mistede den i 2000. TI's danske afdeling noterer i en kommentar, at Danmarks fortsatte gode placering ikke synes at være påvirket af de kritisable økonomiske transaktioner, der først og fremmest har kendetegnet Farum-sagen og de mindre gennemskuelige aftaler i SiD-ledelsen. Sagerne undersøges for øjeblikket, og det står derfor ikke klart, om der har været tale om korruption. Generelt tilhører de nordiske lande den gruppe lande, som er mindst korrupt, mens fattige lande i Sydamerika, Asien og Afrika er blandt de lande, hvor svindel med offentlige midler og bestikkelse er mest udbredt.
Finland og Danmark er mindst korrupte
Lyt til artiklen