Til kamp mod myten

Lyt til artiklen

I den sorte township Sebokeng er de unge begyndt at tale om sex. Ikke fnisende, ikke med flakkende øjne, men med fast blik og ærlighed. Årsagen er byens lyslilla ungdomscenter, som ligger mellem blikskure og fælles toiletter. Centret bliver drevet af den private organisation loveLife. Basketball, drama og internet trækker flere hundrede unge til centret hver dag, men de ved godt, at forlystelserne kun er frynsegoder. Stakkevis af kondomer vidner om centrets mission, og alle medlemmer bliver tvunget gennem seksualundervisning. »Vores største opgave er at sørge for, at færre dør af aids«, siger 23-årige Mmakgathatso Rakoma, som er frivillig i loveLife. Grimme myter Når mindst fire millioner sydafrikanere er smittet med hiv, og tallene er højst blandt unge, er det nærmest et sisyfosarbejde. Især når mange tror på anekdoterne om, at man kan undgå graviditet ved at binde et reb om maven, dyrke sex i regn eller med krydsede fingre. Blandt de mest uhyggelige myter er, at man kan blive kureret ved at have sex med en jomfru. Tidligere regeringskampagner har ikke formået at vende kurven. Men loveLife, som har et budget på 150 millioner kroner om året, har succes med at tale til de unge på en mere hip og ærlig facon. For tiden kører kampagner med rå udsagn a la »I only do it skin on skin«, hvorefter kæresten med ordene »I told James to wrap it or zip it« beder ham bruge et kondom eller lyne op. Et andet budskab går til forældrene: »Elsk dem nok til at tale om sex«. De seneste tal viser, at antallet af nye smittede 15-20-årige er faldet med 6,7 procent. Tre ud af fire seksuelt aktive siger i undersøgelser, at loveLife har fået dem til at bruge kondomer, og at de har skåret ned på antallet af partnere. Sport giver et sus Samtidig hævder loveLife, at den epidemiske hiv-smitte hænger sammen med unges mangel på selvtillid. »Piger og drenge skal forstå, at de ikke bliver mere populære af at miste deres mødom tidligt«, siger Mmakgathatso Rakoma. Derfor får de unge hver eftermiddag en peptalk om selvtillid, hiv og sex. Konkurrence og sport er hjørnestene, fordi »det giver det samme sus af adrenalin som sex«. Den 14-årige Elianah Ramakay spiller basketball i gården, mens hun slæber sine alt for store badesandaler efter sig. Hun har pakket sit strithår ind i et tørklæde, og mølhullerne i hendes lilla uldsweater er ubehjælpsomt repareret med hvid sytråd. Hendes familie er fattig, forældrene har aldrig gået i skole, og faderen døde sidste år i en bilulykke. Tidligere så hun sin fremtid som en kopi af deres liv. Et godt menneske »Jeg havde de forkerte venner og de forkerte holdninger. Jeg vidste ikke, at jeg fortjente at blive behandlet som et godt menneske«, siger hun. Nu svinger hun sig op til at sige, at loveLife er hendes familie, fordi hun kan tale med de voksne, sygeplejersken og de andre børn om alle de ting, hun ikke kan tale med sin mor om. Hun drømmer om at blive computertekniker. Kæresten har hun mødt på centret, men de har endnu holdt sig fra sex. »Jeg ved, at det er forkert at have mere end en partner, og at det er bedst at vente med at dyrke sex, til man er ansvarlig. loveLife har ændret mit liv«, siger hun uden at blinke eller smile.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her