Græsrodsorganisationer fra hele kloden kritiserer skarpt den amerikanske præsident, George W. Bushs, beslutning om at blive væk fra FN's store topmøde om miljø og udvikling i Johannesburg i næste uge. Omkring 100 stats- og regeringsledere deltager i topmødet, der gerne skulle gøre verden grønnere og mere retfærdig. Men Det Hvide Hus meddelte tirsdag, at man i stedet sender udenrigsminister Colin Powell til Sydafrika. Foragt »Det er foragt for verdenssamfundet. USA har selv været med til at beslutte denne FN-konference, og så bør de sende deres præsident«, siger John Nordbo, talsmand for 92-gruppen, paraplyorganisation for danske miljø- og udviklingsorganisationer. Koordinator for WWF Verdensnaturfonden Lars Georg Jensen er enig, men usikker på, hvordan det vil påvirke chancerne for et vægtigt resultat. Det samme er de danske forhandlere. Danmark har nøglerolle Danmark får som EU-formandsland en nøglerolle ved topmødet, og centrale kilder i den danske delegation mener, at det på den ene side kan blive nemmere at arbejde med den mere miljøvenlige Powell. På den anden side risikerer man, at han har et stramt mandat med hjemmefra, og at Bush bliver væk, fordi USA ikke vil tilbyde nye initiativer. Da Bush dukkede op ved majmødet om udviklingsbistand i Monterrey i Mexico, havde han en kanin i hatten i form af fem milliarder dollar ekstra til de fattige lande. Et 'stunt', der fik massiv medieomtale både i USA og resten af verden, selv om det reelt blot betød, at den amerikanske bistand blev hævet fra cirka 0,1 procent til 0,14 procent af bruttonationalproduktet. Ved samme lejlighed lovede EU at hæve sin bistand til 0,39 procent inden år 2006. Begge parter er dog meget langt fra de løfter, de gav på miljøkonferencen i Rio i 1992 om 0,7 procent i bistand. Det har ikke været muligt at få en officiel amerikansk kommentar. USA's ambassade i København henviser til en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus, hvor Bush erklærer, at USA er »ledende i effektive måder at bekæmpe fattigdom« - og i øvrigt lover konkrete initiativer i Johannesburg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























