Kaos før tidsfrist for Zimbabwes hvide landmænd

Den danske landmand Lisa Nislev sagde farvel og på gensyn til medarbejderne på sin gård i Zimbabwe, da hun sidst i juli rejste til Mozambique for at sælge passionsfrugter og sikre den fremmede valuta, som nationalbanken er løbet tør for. Der blev ikke noget gensyn. Da hun i sidste uge vendte hjem, havde vicepræsidentens bror overtaget hendes gård. Den har aldrig været på nogen af de officielle lister over de næsten 3.000 gårde ejet af hvide, som regeringen har øremærket til sin turbulente landreform. Magtesløshed Men det standsede ikke vicepræsidentens bror. Lisa Nislev har siden sin hjemkomst ikke haft adgang til sin gård, sine maskiner, sine private ejendele, sine hunde eller sine medarbejdere. »Jeg kunne sikkert få en retskendelse til at få ham ud. Men politiet har sagt, at det ikke vil rette sig efter den. Siden det er vicepræsidentens bror, kan jeg intet gøre«, siger Lisa Nislev, hvis familie har drevet landbrug i Zimbabwe gennem 35 år og vundet flere priser for rekordudbytter. Fristen udløbet Dermed skred Nislev på få dage fra en position som en af landreformens få uberørte gårdejere til et af dens potentielt hårdest ramte ofre. Samtlige de officielt eksproprierede gårdejere havde til midnat torsdag nat til at forlade deres gårde, efter at de har haft 45 dage til at lukke og slukke. Rejst Hundreder er rejst de seneste måneder. Men hovedparten af de tilbageblevne havde torsdag ingen planer om at flytte sig, sagde en anden gårdejer, der ikke turde se sit navn på tryk. »Vi har afgrøder i jorden, som landet har brug for«, sagde han. Officielt skulle landmanden være holdt op med at drive landbrug - og dermed passe afgrøderne - for 45 dage siden, selv om Zimbabwe er på randen af sin værste hungersnød nogensinde og afhængig af internationale donorer for at føde seks millioner sultende. 'Det er galskab' Landmanden fortæller, at galskaben i at beordre landmændene fra gårdene og afgrøderne er gået op for mange embedsmænd og politikere. Landmændene på hans egn fik tidligere på året et hint om, at de ville få lov at fortsætte i fred, hvis de ville sørge for at plante vinterhvede til at afværge den truende hungersnød. »Mugabes politik deles ikke af hele regeringsapparatet. Der er rimelige folk, der ved, at landbruget bliver nødt til at fortsætte«, siger landmanden, der af samme grund ikke forventer nogen massearrestationer efter tidsfristens overskridelse ved midnat. Midlertidig sejr i retten Kollegaen Andrew Kockett vandt torsdag en i det mindste midlertidig sejr over jordreformerne. Landsretten nægtede at lade regeringen tage hans jord, fordi hans bank ikke var officielt informeret om eksproprieringen. Banken har et pantebrev i jorden. Og hvis dommen blev taget for pålydende, vil den forsinke overtagelsen af hundreder af gårde i samme situation. Tvivl i regeringen Men Robert Mugabe har tidligere fået gjort det ulovlige lovligt ved at ændre loven og udskifte dommerne i højesteret. Der har de seneste dage imidlertid været tegn på, at regeringen selv er begyndt at tvivle på juraen i sin egen reform. En stribe landmænd har fået henvendelser fra et advokatfirma med tætte forbindelser til regeringen, der har tilbudt dem at beholde 400 hektar af deres jord, hvis de frivilligt vil opgive resten. For sent Det kommer alt sammen for sent for landmanden Colin Taylor. Han blev for fire måneder siden jaget fra sin gård af folk med tætte forbindelser til regeringspartiet ZANU-PF, der startede med at flå kunstvandingen ud af hans plantager med citrusfrugter. Frugttræerne står derfor døende, mens Taylor i går var i Lusaka i nabolandet Zambia, hvor han håbede at sætte den endelige underskrift på købet af en ny gård. Zambia har sagt velkommen til penge og ekspertise fra hvide landmænd, der er uønskede i Zimbabwe. »Måske vil de have os tilbage om tre-fire år«, siger Taylor, hvis familie har drevet landbrug i Zimbabwe siden 1932. »Afrika har det med at bevæge sig i cyklusser. Og Zimbabwe er godt på vej til at gå endeligt ned for derpå at komme op igen«.