Krigsforbrydere skal dømmes i Bosnien

Lyt til artiklen

Tiden er ved at løbe ud for de domstole, der retsforfølger krigsforbryderne fra det tidligere Jugoslavien. Senest i 2008 skal der være faldet dom i alle sager, men det kan ikke lade sig gøre, hvis retsopgøret fortsætter i sit nuværende tempo. Nogle af de sigtede krigsforbrydere må vente over to år på at få deres sag for retten, og den tid tilbringer flere af dem i fængsel, selv om de altså i princippet kan ende med at blive frikendt. Ny strategi Derfor har dommerne ved Krigsforbryderdomstolen i Haag foreslået en ny strategi, der skal sætte mere fart i sagerne. Kort fortalt er tanken, at alle små og mellemstore sager skal ordnes ved domstole i Bosnien, mens Haag skal koncentrere sig om de helt store sager. FN's Sikkerhedsråd har sagt god for planen. »Det er afgørende, at vi overholder vores egen deadline«, sagde præsidenten for Krigsforbryderdomstolen, dommer Claude Jorda, for nylig, da FN's Sikkerhedsråd diskuterede emnet. »De sigtedes ret til at få deres sag for inden for en rimelig tidsfrist står på spil. På spil står også troværdigheden af vidneudsagn, som med tiden bliver mindre præcise. Vi må ikke glemme, at nogle af forbrydelserne allerede ligger 10 år tilbage i tiden«, sagde dommeren fra Haag. Men mest af alt advarede han om, at domstolens troværdighed går fløjten, hvis retsopgøret bliver ved at trække ud - og det kan føre til, at nogle af de mest belastede krigsforbrydere slipper for straf. Formel forsoning »Hvis vi ikke handler straks, vil flere og flere stemmer begynde at tale om en 'formel forsoning'. Men vi ved alle, at den form for forsoning bygger på et skrøbeligt og derfor midlertidigt grundlag. Kun retfærdighed kan sikre varig fred i det tidligere Jugoslavien«, sagde Claude Jorda. Siden januar har domstolen i Haag derfor arbejdet målrettet på at undersøge, om det bosniske retssystem er parat til selv at føre nogle af sagerne mod den gruppe af mistænkte krigsforbrydere, som ikke regnes blandt de hovedansvarlige for folkedrab og etniske udrensninger. Deres konklusion er, at de bosniske domstole på ingen måde er parat til at løfte opgaven. For eksempel er retssystemet i de to dele af Bosnien - den kroatisk- muslimske del og den serbiske del - stadig helt adskilt. Domstolene udøver etnisk diskrimination, ligger under for politisk pres og kan ikke sikre vidners sikkerhed, lyder den hårde dom fra Haag-domstolens topfolk. Alligevel vil Krigsforbryderdomtolen gå videre med planen om at lade cirka halvdelen af krigsforbrydersagerne gå for retten i Bosnien. Det skal ske ved at oprette en særlig afdeling i den bosniske højesteret, som udelukkende skal tage sig af sager om krigsforbrydelser - og hvor en gruppe internationale dommere skal besætte nogle af nøglefunktionerne for at sikre rettens upartiskhed. De mindste fisk Chefanklageren ved domstolen i Haag vurderer, at der bliver tale om cirka 50 sager, som skal flyttes fra Haag og tilbage til Bosnien. Desuden lægger Haag- domstolen op til, at en række sager mod 'de mindste fisk' simpelt hen skal føres ved almindelige, bosniske domstole, sådan at den særlige afdeling af Bosniens højesteret ikke bliver lige så overbelastet som Haag-domstolen. På den måde skal krigsforbrydersagerne i fremtiden opdeles i tre forskellige lag, men domstolen i Haag skal overvåge, at sagerne føres på en ordentlig måde, både i højesteret og ved de underordnede, bosniske domstole. »Vi må gradvist tilpasse retssystemet til den politiske situation i det land, det handler om, og til de demokratiske forandringer, det oplever. Idéen er, at retsopgøret må bringes stadig tættere på befolkningen«, sagde præsidenten for den internationale krigsforbryderdomstol, Claude Jorda, i sin tale til FN's Sikkerhedsråd. Alt tyder på, at FN er parat til at acceptere det nye system, der vil kræve visse ændringer i opgavebeskrivelsen for Haag-domstolen. I forbindelse med debatten sidst i juli vedtog Sikkerhedsrådet en udtalelse, der bakkede op om forslagene fra Haag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her