Irak splitter Vesten

Lyt til artiklen

Iraks diktator Saddam Hussein forstår at spille sine kort på det rette tidspunkt. Hans seneste initiativ har allerede skabt splittelse både i den arabiske verden og blandt USA's allierede. I Washington mødes hans tilbud om, at lederen af FN's våbeninspektører, svenskeren Hans Blix, kan komme til Bagdad for at indlede »tekniske forhandlinger«, med stor skepsis. Amerikanerne mistænker Hussein for at forsøge at udsætte eller forpurre det ventede amerikanske angreb på Irak. En offensiv ventes inden for det næste halve år. Netop derfor kommer det ikke overraskende, at Irak i et brev til FN's generalsekretær Kofi Annan inviterer Blix til Bagdad. Kun få timer efter, at USA's præsident George W. Bush torsdag beskrev den irakiske regering som »giftig« og krævede et »regimeskifte« i Bagdad - præsidentens lidt pænere omskrivning at styrte Hussein - ankom brevet fra den irakiske udenrigsminister. Annan er sygemeldt, men hans stabschef, Iqbal Riza, beskrev fredag invitationen som en »positiv udvikling«, men FN vil være varsom med at reagere for hurtigt. Irakerne er trænede forhandlere og har tidligere drevet gæk med FN. USA kræver ny regering i Irak Det Hvide Hus kræver fortsat en ny regering i Bagdad, men var ikke totalt afvisende. For fire år siden forlod FN-våbeninspektørerne Irak. Hvis de skal tilbage, kræver amerikanerne og briterne, at nye våbeninspektører får adgang når som helst og hvor som helst. Endnu inden Hussein har sagt, om våbeninspektørerne kan komme tilbage til Irak, er splittelsen åbenlys blandt USA's allierede. De fleste vesteuropæiske lande er skeptiske over for en krig, selv om de er tilbageholdende med offentlig kritik. Frankrig har hilst Saddam Husseins forslag velkomment og støtter alle »anstrengelser, der kan få Irak til at respektere sine forpligtelser over for FN's Sikkerhedsråd«. Rusland er også positiv. Skepsis i den arabiske verden I den arabiske verden hersker der også stærk skepsis over for et amerikansk angreb. Araberne frygter, at Irak vil gå i opløsning, og at det kan opmuntre deres egne mindretal til oprør. De ser enhver bremse på en mulig krig som positiv. Selv ikke i den amerikanske regering er der enighed om det rigtige i at gennemføre et felttog mod Irak. Udenrigsminister Colin Powell er modstander af en ny Golfkrig. Forsvarsminister Donald Rumsfeld repræsenterer høgene og støtter Bush i, at Saddam Hussein må fjernes med magt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her