Al-Qaeda-tiltalt trækker tilståelse tilbage

Lyt til artiklen

I et kort retsmøde torsdag aften i Washington afsagde dommer Leona Brinkema en kendelse om, at Zacharias Moussaoui, der er anklaget for at skulle have været den 20. terrorist og flykaprer 11. september sidste år, er i stand til at forsvare sig selv og kan få lov til at erklære sig skyldig. Det gjorde han så, for derefter - efter en kort pause i retsmødet - at trække tilståelse tilbage. 'For at forsvare mit liv' »Jeg må lytte til min skaber, Allah. For at redde og forsvare mit liv trækker jeg tilståelsen tilbage«, erklærede han. Dommer Brinkema accepterede ifølge Reuters hans beslutning og meddelte, at hans tidligere tilståelse er bortfaldet. Overraskende tilståelse Moussaoui overraskede i sidste uge domstolen, da han uventet sagde, at han ville erklære sig skyldig. Dengang afviste dommer Brinkema at acceptere erklæringen og sendte den marokkanskfødte franskmand tilbage til cellen for at overveje, hvorvidt han ville holde fast ved sin erklæring. »Det kan De være sikker på, at jeg vil«, sagde han dengang. Kræver dødsstraf Den føderale anklagemyndighed har sagt, at den vil søge at få Moussaoui dømt til døden for at have sammensvoret sig med de 19, der gennemførte terrorangrebene 11. september. Den uberegnelige Moussaoui gentog torsdag i første omgang, at han kun vil erklære sig skyldig i fire anklagepunkter, fordi han ønsker at tale sandt. Han afviste de to sidste anklagepunkter. Men de fire første er også de mest alvorlige, nemlig for at have deltaget i planlægningen af terrorisme, flykapring og ødelæggelse af fly. Fængslet Zacharias Moussaoui sad i fængsel, da terroraktionen blev gennemført, på grund af overtrædelse af immigrationslovgivningen. Men en af indicierne mod ham er, at han søgte flyveundervisning. Men da han viste større interesse for at flyve en jumbojet end for at være i stand til at lande den, gjorde en flyinstruktør politiet opmærksom på ham. Medlem af al-Qaeda Under retsmøderne har han åbent sagt, at han er medlem af Osama bin Ladens al-Qaeda-bevægelse, er en slave af islam og betragter USA som en fjende. Han har på intet tidspunkt villet modtage hjælp fra de vantro advokater, som retten har udpeget til at forsvare ham. Han taler ikke med dem. De har flere gange søgt at overbevise retten om, at Moussaoui ikke er tilregnelig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her