Ikke alene politiet i Oslo, men også advokater og ansatte i det norske Udlændingedirektorat er i løbet af de seneste dage blevet taget med bukserne nede i asylsager. De seneste asylhistorier kommer belejligt for de norske modstandere af den type indvandring. Det norske Fremskrittsparti, som er meget kritisk over for indvandring, er ifølge meningsmålinger det største parti i Norge for øjeblikket. Stikkeroplysninger Den norske avis Aftenposten skrev tirsdag om en yngre mand fra Mellemøsten, der hævder, at han flere gange er blevet tilbudt hjælp til at få de papirer, der er nødvendige for at kunne arbejde i Norge, til gengæld for oplysninger om andre asylansøgere og deres angiveligt falske forklaringer. Men avisen gik et skridt videre og udstyrede manden med en båndoptager og offentliggjorde en del af samtalen mellem ham og en bestemt politimand. Politichefer i den norske hovedstad og en statsadvokat har efterfølgende senere taget stærkt afstand fra 'handel' med stikkeroplysninger for arbejdstilladelser i Norge. Fabrikeret historie Det vakte endnu større opmærksomhed, da en advokat med en fortid som sagsbehandler i det norske udlændingedirektorat mod betaling tilbød at 'fabrikere' en historie om overgreb og forfølgelse, som kunne sikre en russisk asylansøger ophold i Norge. En tv-kanal havde udstyret sidstnævnte med et skjult kamera - og viste sekvensen i den bedste sendetid. Advokaten blev afskediget fra sit firma - og sat under efterforskning. Samtidig har det norske Udlændingedirektorat påbegyndt en ny gennemgang af en stor del af de over 200 asylansøgninger, som advokaten har beskæftiget sig med. Sort arbejde Udlændingedirektoratet selv - den instans, der behandler alle ansøgninger om asyl og opholdstilladelse i Norge - er heller ikke gået fri. En af direktoratets rådgivere blev i sidste uge afskediget. Politiet havde indledt en efterforskning af manden, der skal have ansat udlændinge, der ikke havde de nødvendige tilladelser i orden, til at udføre arbejde på sin egen bolig. Der har også været flere hidsige debatter om advokathjælp og advokatetik i forhold til asyl- og flygtningesagerne. Den norske stat dækker advokatbistand til asylsøgerne efter en bestemt timesats. En advokat kom kraftigt i søgelyset, fordi han havde ikke færre end 2.000 klienter, der var asylansøgere, på et kalenderår - og en deraf følgende millionindtægt fra statskassen. Advokatgribbe Ansatte i modtagelsescentrene har beskrevet advokater, der »cirkler som gribbe« rundt om institutionerne for at sikre sig nye klienter. Der har verseret rygter om advokater, som har lokket med mobiltelefoner og andre goder for at »købe kunder«. Langtfra alt er dokumenteret, men lederen af et modtagelsescenter i nærheden af Oslo gik så vidt som til at begrænse advokaters adgang til institutionen for at bremse den ufine kamp om nye klienter. Stigende antal I år har 6.800 mennesker indtil videre søgt asyl i Norge. Antallet er steget betydeligt siden sommeren og efteråret sidste år. Størstedelen af asylansøgerne kommer i dag fra Østeuropa. Historisk toppede antallet af mennesker, der søgte asyl i Norge, i 1993, da mere end 12.000 kom til landet. Over halvdelen af dem var fra det krigshærgede Bosnien. Kun relativt få af asylansøgerne - omkring fem procent - bliver anerkendt. Langt flere får opholdstilladelse af humanitære årsager. Det indebærer, at asylansøgerne kan blive og arbejde i Norge, men får en noget lavere økonomisk bistand fra det offentlige. Langstrakte processer Asylansøgere, som ankommer til Norge, samles i såkaldte modtagelsescentre, men skal derefter i princippet hurtigt fordeles til kommunerne. I virkeligheden trækker processen meget længere ud, blandt andet fordi kommunerne ikke mener, at de statstilskud, som følger med, dækker meromkostningerne ved at integrere flygtninge. De vægrer sig derfor mod at tage imod flere. Mange asylansøgere kommer derfor til at opholde sig længe i de spartanske modtagelsescentre. Det voksende antal asylansøgere, der i den senere tid er kommet til Norge, har forlænget 'køen' af ansøgere og dermed også sagsbehandlingen. Oversættelse: Iben Albinus.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























