Palæstinenserlederen Yassir Arafat bekræftede onsdag, at han stiller op til præsidentvalget i januar næste år. Det er første gang, at Arafat, som USA ønsker fjernet fra magten, har oplyst at han ville stille op. Meldingen kommer samtidig med at en kvartet bestående af USA, EU, repræsenteret af udenrigsminister Per Stig Møller (K), FN og Rusland tirsdag forhandlede i New York for at bringe de stridende parter ud af dødvandet. Det palæstinensiske præsidentvalg ventes afholdt mellem 10. og 20. januar og ved det seneste præsidentvalg i 1996 fik Arafat 88 procent af stemmerne. Arafats kandidatur harmonerer ikke med USA's planer. USA ønsker først og fremmest en mere demokratisk palæstinensisk ledelse uden Yassir Arafat, mens de øvrige deltagere i kvartetten samtidig ønsker en israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza højt på dagsordenen. Uenighed Men det lykkedes ikke USA at få EU, FN og Rusland med til at fryse palæstinensernes leder, Yassir Arafat, ud af den politiske scene i Mellemøsten under samtalerne. Efter mødet stod USA isoleret med hensyn til et af de vigtigste krav i præsident George W. Bushs plan for en løsning af konflikten mellem palæstinenserne og Israel, nemlig at Arafat skal isoleres og boykottes, og at palæstinenserne skal vælge en ny leder, før en fredsaftale kan komme på tale. Uenigheden kom klart frem på pressemøder efter forhandlingerne. Her sagde FN's generalsekretær, Kofi Annan, at Arafat er demokratisk valgt, og at FN vil fortsætte med at have kontakt med ham, indtil palæstinenserne vælger en anden leder. Ny stat til palæstinenserne Den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K) bekræfter, at man 'på kvartetmødet fastslog, at man skal have oprettet den palæstinensiske stat ved siden af Israel', og at man også lavede en handlingsplan for et kommende valg og selve oprettelsen af staten. »Det blev videre besluttet, at de arbejdsgrupper, der er sat i gang med at reformere det palæstinensiske selvstyre, rapporterer tilbage til kvartetten, som skal mødes i hvert fald i september måned for at vurdere, hvor langt man er kommet dér,« siger han til Ritzau. Kvartetmødet, hvor USA var repræsenteret af udenrigsminister Colin Powell, var præget af den fortsatte vold i Mellemøsten i og med, at militante palæstinensere timer før mødets start gennemførte et angreb på en israelsk bus ved indkørslen til en jødisk bosættelse nær Nablus på den israelskbesatte Vestbred. Syv mennesker blev dræbt og mindst 20 såret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























