USA's præsident, George W. Bush, vil som led i sin nye anti-terror-plan oprette såkaldte 'røde hold' af agenter, der skal tænke som terrorister og dermed gøre den amerikanske efterretningstjeneste bedre i stand til at forudse fremtidige terrorangreb på USA. Sådanne 'røde hold' har i mange år eksisteret i blandt andet fly- og kernekraftindustrien. »Beskyttelsen af amerikanere fra angreb er vores mest presserende, nationale prioritet«, sagde Bush ved fremlæggelsen af sin plan for national sikkerhed, der blev beordret udarbejdet efter terrorangrebene 11. september sidste år. Oplæres til terror I planen banes der vej for dannelsen af 'røde hold' af forbundsagenter. Disse skal oplæres i at tænke som terrorister, der forsøger at finde måder at angribe USA på. På den måde forventer myndighederne at kunne afsløre de områder i det amerikanske samfund, der er svage punkter i forhold til terrorisme.
USA vil benytte 'røde hold' til terrorbekæmpelse
Lyt til artiklen