En dødbringende gråzone er afsløret i kølvandet på sidste uges flysammenstød mellem et russisk rutefly og et fragtfly fra DHL i Tyskland. Den britiske avis The Guardian har fastslået, at begge piloter fulgte reglementet. Europæiske embedsmænd insisterer på, at de internationale regler forpligter piloterne til at adlyde flyets antikollisionssystem og ignorere andre råd fra flyveledere. Men russiske embedsmænd hævder, at piloter skal tage både systemets og flyvelederens ordrer i betragtning. Gav katastrofemelding Efterforskerne af sammenstødet i Braunschweig i Tyskland har fokuseret på sekunderne før kollisionen. I denne uge sagde de, at flyenes båndoptagere, viser, at den russiske pilot ignorerede ordren fra systemet og i stedet fulgte rådet fra flyvelederen i Schweiz. Dermed sendte han sit fly - med 69 passagerer - på kollisionskurs med fragtflyet. 42 sekunder før sammenstødet gav den russiske pilots ACAS-system ham en katastrofemelding og beordrede flyet til at stige. Samtidig gav fragtflyets system, der var i kontakt med systemet på det russiske rutefly, piloten besked om at dykke. Flybåndoptagerne viser, at flyvelederen i Zürich, der ikke kendte til ACAS- systemets ordre, et sekund efter bad den russiske pilot om at dykke. Ordren blev gentaget 14 sekunder senere. Skal rette sig efter systemet Den russiske flykaptajn Alexandr Gross, fulgte flyvelederens ordre, og de to fly bragede ind i hinanden i 11,5 kilometers højde. Ifølge John Law, der er projektleder på Eurocontrol, det europæiske center for flykontrol, foreskriver et officielt dokument om proceduren i forbindelse med kollisionsfare, at piloten i tilfælde af en konflikt mellem flyvelederens instrukser og systemets katastrofealarm skal rette sig efter systemet. Ifølge Law er russerne også bekendt med proceduren. Det anfægter Jurij Tarsjin, der leder afdelingen for flytrafik i det russiske transportministerium, imidlertid. »Russiske flyselskaber, der flyver i Europa, følger europæiske regler. I de europæiske regler for pilotuddannelsen står der ingen steder, hvad piloten skal prioritere. Det er op til chefpiloten, hvad han vil gøre«, siger Tarsjin.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























