Alle har vedtaget, at New Yorks brandmænd og politifolk er helte og gjorde en umenneskelig indsats for at redde så mange ofre som muligt under terrorangrebet 11. september. Det har nærmest været betragtet som landsforræderi at sætte spørgsmålstegn ved deres indsats. En undersøgelse afslører imidlertid, at flere kunne være reddet, og at især brandmænd mistede livet unødvendigt. Det er verdens nok mest respekterede avis, New York Times, som for alvor tager hul på et tabuemne for første gang. Avisen slår igen med fuld retfærdighed fast, at under det ødelæggende terrorangreb og det efterfølgende kaos ydede byens redningsfolk en umenneskelig indsats og uforglemmelige ofre. De reddede tusinder. De frelste liv. De satte deres eget på spil. Men lige fra det første kaprede fly tordnede ind i World Trade Center kl. 14.46 dansk tid, blev deres indsats hæmmet af manglende kommunikation, dårlig kommandostruktur, tekniske vanskeligheder, historisk rivalisering mellem politi og brandvæsen samt dårlig ledelse. Radioudstyr svigtede New York Times hævder, at 121 brandmænd muligvis mistede livet unødvendigt i World Trade Centers nordlige tårn, som blev ramt først og styrtede sammen sidst. På grund af at deres radiosystem svigtede, hørte de ikke ordren om at forlade bygningen. Og hvis systemet havde virket, så var det ikke forbundet med politiets. Og politiets og brandvæsenets ledere, som styrede redningsaktionen, talte ikke sammen under katastrofen. Tidligere svigt Da World Trade Center blev angrebet i 1993, svigtede brandvæsenets radioudstyr også, og det er stadig ikke effektivt. Et af politiets kritikpunkter er, at brandfolk ikke blot ignorerer kommandoer fra eksempelvis politiet, men heller ikke følger deres egne brandchefers ordrer. Forvirringen var så stor, at mange brandfolk ikke anede, om de var i syd- eller nordtårnet. Der var alt for mange brandfolk til stede. Folk, som havde fri, mødte op, og selv om de fik besked på at forlade brandbilerne, tog de blot ned til World Trade Center i privatbiler for at hjælpe til. Selv mange af de brandfolk, som opfattede ordren om at forlade nordtårnet, blev ved med at fortsætte redningsarbejdet. Ledelsen mistede kontakten med mange brandmænd og ved den dag i dag ikke, hvor de døde. I alt 343 brandfolk mistede livet 11. september. Politiet har ikke meget at lade brandfolkene høre. Betjentene forlod ganske enkelt deres poster og styrtede akkurat som brandmændene mod det sydlige Manhattan. Broer, tunneller og havneanlæg stod næsten uden beskyttelse. Ingen vidste, om nye terrorangreb var på vej. Undersøgelser Både politi og brandvæsen er i færd med at gennemføre undersøgelser, så redningsarbejdet kan blive mere effektivt i fremtiden. En af brandcheferne, Brian Becker, siger til New York Times, at der ikke er tale om at vælge mellem heltemod og skyld: »Det var en række af tilfældige begivenheder, som dræbte tusinder og reddede hundreder. Ikke ret mange gjorde noget rigtigt den dag, men der var heller ikke ret mange, som foretog sig noget forkert den dag«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























