Forbud mod jordkøb for ikke-jøder

Lyt til artiklen

Den israelske regering har fået massiv kritik for sit seneste lovforslag, der én gang for alle skal gøre det soleklart, at der er to typer israelske statsborgere, når det gælder retten til at købe jord: jøder og ikke-jøder. Ifølge lovforslaget, som regeringen nu har sendt til behandling i parlamentet, må landets arabiske mindretal på 20 procent af befolkningen ikke købe jord i områder, der er øremærket til jødiske småbyer. Lovforslaget, der søndag blev vedtaget af regeringen med det overvældende flertal 17-2, er i de seneste to døgn blevet fordømt som »diskrimination«, »racisme« og »apartheid«. Diskriminerende »Dette er blot den seneste af en række diskriminerende love og lovforslag, der er rettet mod arabere. Det er en velorganiseret kampagne lavet af højreorienterede jøder«, siger Jafar Farah, leder af Mossawa, en organisation, der kæmper for ligestilling for det arabiske mindretal. To arabiske medlemmer af det israelske parlament, Knesset, bad i går direkte FN om at gribe ind mod forslaget. Også i jødernes egne rækker er der kritik. Blandt dem er landets statsadvokat, Elyakim Rubinstein. Han sagde efter søndagens vedtagelse i regeringen, at han havde bønfaldet ministrene om at opgive forslaget, fordi det kan »bidrage yderligere til at rive op i de følsomme forhold mellem jøder og arabere«. »De, der vil arbejde for at bevare Israel som en jødisk og demokratisk stat, må arbejde for arabernes ligestilling«, fortalte han efter eget udsagn ministrene. Ulovligt Baggrunden for lovforslaget er, at den israelske højesteret for to år siden afgjorde, at det var ulovligt at forhindre arabiske familier i at købe jord i de jødiske områder, blot fordi de var arabere. Principiel afgørelse Det var en principiel afgørelse, der blev modtaget med vantro af de højreorienterede jødiske grupper. Adskillige jødiske småbyer ønsker ikke at have arabiske tilflyttere. For et år siden kom så dette lovforslag, der med forslagsstillernes egne ord direkte skal imødegå højesteretsdommen. Det skal nu gennem parlamentet, og det er endnu for tidligt at sige, om det vil blive vedtaget. Regeringens godkendelse udløste massiv kritik i bl.a. det liberale dagblad Haaretz, der på lederplads i går kaldte det »en soleklar erklæring om det israelske demokratis effektive kollaps«. Og oppositionslederen Yossi Sarid mente, at det »gør Israel til en racistisk stat, måske den mest racistiske af alle demokratiske nationer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her