Magtfuld krigsherre med broget fortid

Lyt til artiklen

Der var blod på både sæderne og instrumentbrættet i firehjulstrækkeren, hvor den ene af Afghanistans tre vicepræsidenter blev skudt lørdag morgen. Kuglerne slog ind gennem bilens sider og gennem forruden, da to mænd forklædt som vagter åbnede ild. Haji Abdul Qadir, en magtfuld krigsherre med en broget fortid, blev dræbt på stedet. Det skete, ligesom vicepræsidenten, der også var minister for offentlige arbejder, var på vej ud fra ministeriet i Kabul. Drabsmændene flygtede i en taxa, uden at ministeriets øvrige sikkerhedsvagter gjorde forsøg på at stoppe dem. Øjenvidner forklarede, at de to forklædte vagter var blevet advaret af en tredje om, at ministeren var på vej ud, så de havde tid til at gå i stilling. »Ti sikkerhedsvagter er blevet anholdt, men deres motiv er uklart«, oplyste Kabuls politichef, Basir Salangi, i går. Vagter indblandet General Deen Mohammad, der er indenrigsministeriets sikkerhedschef, sagde til nyhedsbureauet Reuters: »De er fjender af regeringen og medlemmer af al-Qaeda og regeringsfjendtlige grupper. Jeg er 100 procent sikker på, at vagterne er indblandet, for de var kun to-tre meter fra drabsstedet og gjorde intet for at forhindre det«. Den dræbte vicepræsident var en magtfuld krigsherre i det østlige Afghanistan. Han var med på FN-mødet i Bonn i december sidste år, hvor Afghanistans fremtid blev fastlagt. Og i Loya Jirga-rådsmødet for få uger siden blev han udpeget som en af tre vicepræsidenter lige under præsident Hamid Karzai. Guvernør Haji Abdul Qadir var en af de højestplacerede pashtuner. Pasthunerne er Afghanistans største stamme med omkring 40 procent af befolkningen, og de udgjorde rygraden i Talebanbevægelsen. Qadir var guvernør i Jalalabad fra 1992 til 1996. Da Talebanbevægelsen kom til byen, forhandlede han med dem om at blive siddende. Men da forhandlingerne gik skævt, flygtede han og indgik derefter i kompagniskab med Taleban-modstanderne i den nordlige alliance. Han var en høj hvidskægget mand, og i modsætning til mange andre afghanske krigsherrer var han en velhavende forretningsmand. Familien ejede på et tidspunkt sit eget flyselskab, som fragtede varer fra Mellemøsten til Afghanistan, hvorfra de blev solgt videre ind i Pakistan. Hans bror, Abdul Haq, var en fremtrædende mujahedin i den afghanske modstandskamp mod den sovjetiske besættelse i 1980'erne. Han blev skudt af Taleban i oktober sidste år, mens han forsøgte at samle pasthunledere til kamp mod talebanerne. Vært for Osama Haji Abdul Qadir var ironisk nok den afghanske krigsherre, der var den første vært for den militante saudiaraber Osama bin Laden. Qadir regerede over et stort område omkring Jalalabad, og her fik Osama bin Laden lov til at søge tilflugt, da han måtte flygte fra Sudan i begyndelsen af 1990'erne. Bin Laden fik stillet et hulekompleks til rådighed i bjergene. Det blev senere hovedbasen for al Qaeda-netværket. Trods gæstfriheden mod bin Laden er der dog ikke noget, der tyder på, at Haji Abdul Qadir støttede bin Ladens politiske planer. Og da Talebanbevægelsen blev væltet sidste vinter, skyndte Abdul Qadir sig tilbage til Jalalabad, hvor han igen lod sig udråbe til guvernør. Minister skudt Mordet lørdag er det andet på en afghansk minister inden for fire måneder. I februar blev minister for turisme og luftfart Abdul Rehman skudt i lufthavnen. I april forsøgte attentatmænd at dræbe forsvarsminister Mohammad Fahim med en bombe under hans besøg i Jalalabad. Ministeren undslap, men fire andre blev dræbt og 50 såret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her