Flyveleder havde for travlt

Lyt til artiklen

I de afgørende minutter inden flykatastrofen over Sydtyskland natten til tirsdag var den schweiziske flyveleder overbebyrdet med arbejde. Han skulle blandt andet korrigere et tredje flys kurs. Derfor slog han alarm alt for sent. Sådan vurderer de tyske havarimyndigheder situationen. En offentlig anklager undersøger nu, om der i flyveledelsen kan være begået fejl, som har ført til uagtsomt manddrab. Hidtil har man antaget, at den russiske pilot blev varskoet første gang 50 sekunder inden katastrofen. Nye undersøgelser har vist, at det skete 44 sekunder før, og at han først reagerede på den anden advarsel - og da var der kun 14 sekunder tilbage at reagere i. Men allerede fem minutter forinden burde det have stået klart for flyvelederen, at det russiske passagerfly og fragtflyet fra DHL International var på kollisionskurs. 71 mennesker døde - heraf 52 børn Under alle omstændigheder burde han have slået alarm mindst 90 sekunder inden det truende sammenstød. Ulykken kostede 71 mennesker livet, heraf 52 russiske skolebørn og unge. De sorte bokse fra de to fly samt båndoptagelser af kommunikationen mellem pilot og flyveleder blev stærkt beskadiget ved faldet fra 11 kilometers højde. Et møjsommeligt reparations- og analysearbejde forestår, og der er frygt for, at en del data er gået tabt. Det står i dag fast, at også det russiske fly var udstyret med et elektronisk antikollisionssystem. Men det er fortsat uvist, om det fungerede. Kontroltårn var advaret I går meddelte russiske medier, dog uden at angive præcise kilder, at den russiske pilot i rimelig tid havde advaret kontroltårnet i Zürich om, at han befandt sig på kollisionskurs, og at han derfor - forgæves - bad om tilladelse til at foretage en undvigemanøvre. Selskabet Skyguide, der er ansvarlig for kontrollen med al lufttrafik i Schweiz og det sydvestlige Tyskland, har endnu ikke ønsket at kommentere dette forlydende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her