Atomaffald koster briterne 600 mia. kr.

Lyt til artiklen

Det kommer til at koste britiske skatteydere 600 milliarder kroner - 600.000.000.000 kr., tre gange så meget som den danske udlandsgæld - at rydde op efter de statsdrevne atomkraftværker. Det vurderer den britiske regering i en splinterny undersøgelse. På forhånd er der kun sat 50 milliarder kr. af til opgaven. Storbritannien har seks fungerende atomreaktorer. De ældste er fra 1950'erne, og alle skal være lukket i 2010. Desuden er der ni atomreaktorer, som allerede er lukket, men som skal demonteres. Dertil kommer anlæggene i Sellafield, hvor der bliver genbehandlet over 1.000 ton affald fra atombrændstof om året. Nye reaktorer Kritikere af atomkraft mener, at udgifterne er endnu et argument for, at Labour-regeringen skal standse bygningen af nye atomkraftværker. Men en rapport fra handelsministeriet antyder, at visse ministre forsøger at fremskynde opførelsen af otte nye reaktorer ved at lempe på reglerne for planlægning, skriver dagbladet The Independent. Beløbet på de 600 milliarder kroner kan blive endnu højere, for der er »stor usikkerhed« forbundet med udregningen af oprensningen. Foreløbig er det 60 milliarder kroner mere end anslået sidste år. Privatisering Regeringens opgørelse kommer nu, fordi der skal dannes en ny statslig organisation, som skal overtage forpligtelserne for oprydningen fra British Nuclear Fuel og UK Atomic Energy Authority. Dermed vil det være lettere at privatisere British Nuclear Fuel, der fremstiller og genanvender atombrændstof til reaktorerne. Energiminister Brian Wilson understreger, at offentliggørelsen af tallene sker for at genopbygge offentlighedens tillid til atomkraften, efter at omkostningerne har været skjult under bordet i årtier. Kreativ bogføring Miljøorganisationen Greenpeace advarede om, at regeringens »kreative bogføring« kan forstærke problemerne med atomaffald: »Det kan få British Nuclear Fuel til at skifte udseende fra at være et bankerot selskab til at ligne et, der kan få overskud i fremtiden«. Fra en anden miljøorganisation, Friends of the Earth, kommenterede talsmanden Roger Higman: »Afsløringen af de enorme omkostninger ved at rense Storbritanniens atomaffald understreger endnu en gang, at atomkraft er fuldstændig uøkonomisk. At lette British Nuclear Fuel for udgifterne med at fjerne atomaffaldet må ikke blive et grønt lys for, at selskabet bare kan producere mere«. Omstridt last I forgårs sejlede to britiske skibe fra Japan med en omstridt last af atombrændstof, der skal til Sellafield i Storbritannien. Hidtil har 37 lande taget afstand fra transporten eller forbudt skibene at benytte deres territorialfarvande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her