USA truer med at trække alle sine tropper ud af FN's fredsmissioner på Balkan og nedskære sin økonomiske støtte til disse. Amerikanerne kræver, at soldater skal undtages, så de ikke kan stilles for den nye straffedomstol, ICC, der begynder sit arbejde i juli. FN's mandat for fredsmissionen i Bosnien udløber 30. juni ved midnat og skal fornyes af Sikkerhedsrådet. USA har lagt et ændringsforslag på bordet, der kræver, at soldater udsendt på fredsmission ikke er underlagt ICC's jurisdiktion. Modstander Den amerikanske regering og Kongres har fra starten været indædte modstandere af ICC. Imidlertid har 139 lande underskrevet aftalen om dens oprettelse, og 69 lande, inklusive EU's medlemslande, har indtil nu ratificeret aftalen, så den formelt kan begynde sit arbejde med hovedkvarter i Haag. USA og EU på kollisionskurs Det amerikanske ændringsforslag har bragt USA og EU på kollisionskurs i Sikkerhedsrådet. »Jeg siger ikke, at der ikke er mulighed for et kompromis, men der ligger ikke noget på bordet, der ligner et kompromis lige nu«, sagde den britiske FN-ambassadør Jeremy Greenstock, der tilføjede, at konsekvensen af en amerikansk tilbagetrækning fra Balkan vil være »enorm«. USA har i dag 46 politiofficerer i Bosnien og et troppekontingent på 2.600 mand i KFOR. Der foregår i disse døgn intense forhandlinger for at finde en løsning. Det kom frem i sidste uge, at de britiske styrker i Afghanistan havde sikret sig immunitet mod retsforfølgelse for den internationale sikkerhedsstyrke ISAF. Her blev briterne beskyldt for hykleri, fordi man samtidig kritiserede USA for ikke at slutte op om ICC. Pres på briterne Derfor, siger diplomater ved FN i New York, lægger amerikanerne stort pres på briterne for at få dem med på holdet, der kan sikre soldaterne immunitet. Den amerikanske FN-ambassadør Richard Williamson truer med at smække pengepungen i. Sidste år fik USA nedsat sit bidrag til fredsmissioner fra 32 til 27 pct. En yderligere reduktion kan skabe »en meget alvorlig situation for FN's fredsarbejde«, lyder vurderingen fra Human Rights Watch, den respekterede menneskerettighedsorganisation. Flere motiver USA's argument for at modsætte sig, at også deres statsborgere er underkastet ICC, er, at det kan føre til politisk motiverede sigtelser. Der er også andre motiver. Både præsident George W. Bush og republikanerne i Kongressen ønsker at trækker amerikanske styrker ud fra både Bosnien og Kosova for at kunne koncentrere sig om »kampen mod terrorisme«. »Det er et spørgsmål om, hvor hårdt deltagerne ønsker at spille. Men man kan ikke se bort fra, at en enkelt fredsmission (i Bosnien, red.) kan blive gidsel i et meget større og principielt spørgsmål«, lød vurderingen fra Greenstock. Veto Bag kulisserne truer amerikanerne med at nedlægge veto, hvis de ikke får deres vilje. Det kan, siger diplomater fra Sikkerhedsrådets medlemslande, skabe store problemer for det videre fredsarbejde i Bosnien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























