Lukket møde om åbenhed i Sevilla

Lyt til artiklen

Et af de vigtigste punkter på dagsordenen på det netop overståede EU-topmøde i den spanske by Sevilla var en reform af EU's ministerråd, der blandt andet skal sikre større åbenhed og effektivitet i EU. Men et helt centralt forslag til netop det punkt på dagsordenen blev bevidst holdt hemmeligt af det spanske EU-formandskab - for at undgå forstyrrende offentlig debat i dagene op til mødet. Færre fagministre Reformen betyder blandt andet, at de 16 forskellige ministerråd, hvor de forskellige fagministre indtil nu har mødtes, skal skæres ned til 9. Men det spanske formandskabs forslag om, hvilke ministerråd der skulle lade livet, blev aldrig offentliggjort. De eneste, der så det, var stats- og regeringscheferne, som fik det i hænderne, da de sad bag lukkede døre for at træffe beslutningen. »Det spanske formandskab ønskede ikke, at de enkelte fagministre i medlemslandene skulle begynde en detaljeret diskussion op til topmødet. Og de ønskede ikke en stor offentlig diskussion, som vil kunne gøre det svært at træffe beslutninger«, siger en spansk EU-diplomat. Omstridt reform Reformen ville kunne give store diskussioner i de enkelte medlemslandes regeringer, fordi flere ministre kan opfatte det som en degradering, hvis de ikke længere har deres 'eget' ministerråd i EU. Et af de forslag, der blev diskuteret, var en opsplitning at det nuværende udenrigsministerråd. Det ene nye råd skulle tage sig af EU's udenrigspolitik, mens det skulle koordinere EU's tværgående politikker og forberede EU-topmøderne. Forslaget blev dog ikke vedtaget, især på grund af tysk modstand. Syv ministerråd nedlagt Til gengæld blev syv andre ministerråd nedlagt eller sammenlagt med andre, hvilket blandt andre gik ud over rådene for udviklings-, turisme-, budget- og sundhedsministrene. Formålet med reformen er at spare tid og ressourcer i EU-systemet og undgå, at de mindre vigtige ministerråd opfinder opgaver for at bevise deres eksistensberettigelse. Men en centralt placeret EU-diplomat siger, at beslutningsgangen overhovedet ikke hænger sammen med de mange udtalelser om større åbenhed i EU. Haarder: Fornuftig hemmelighedsfuldhed Den danske regering ser dog ingen problemer i, at spanierne bevidst hemmeligholdt forslaget. Europaminister Bertel Haarder kalder det »særdeles fornuftigt«, og statsminister Anders Fogh Rasmussen sammenligner det med at danne regering, hvilket heller ikke foregår i fuld offentlighed. »Der er tale om en rent praktisk foranstaltning«, siger Anders Fogh Rasmussen. Han er en varm fortaler for den nye struktur, som han mener vil føre til færre mødedage for regeringens ministre, og han betegnede under topmødet sig selv som temmelig ligeglad med, hvilke råd der blev nedlagt. »Men det er værd at prøve med henblik på at effektivisere arbejdet i EU«, siger Anders Fogh Rasmussen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her