17 filippinere er dræbt under en kraftig skudveksling, da myndighederne ville anholde lederen af en sekt i den sydlige del af landet. Skudvekslingen fandt sted tirsdag aften, da stærkt bevæbnet politi rykkede ind for at arrestere Ruben Ecleo, som er leder af Benevolent Missionaries Association (PBMA). Sekten holder til på øen Dinigat 720 km. sydvest for hovedstaden Manila. Sektens medlemmer brugte et M-60 maskingevær under skudvekslingen, som startede i byen San Jose og fortsatte i flere timer, fortæller vidner. 16 af de dræbte er sektmedlemmer, en er politimand. Nyhed på hjemmesiden Sektlederen overgav sig onsdag morgen. På sin omfattende hjemmeside oplyser sekten, at »'Herren' overgav sig, fordi han havde ondt af de mennesker, som var blevet ramt. Han blev taget med på en båd til Butuan, hvorfra han overføres til Camp Crame«. Camp Crame er det filippinske politis hovedkvarter. Politiet har flere gange forgæves forsøgt at pågribe sektens leder. PBMA beskrives som en anti-kommunistisk, pseudo-kristen gruppe, som er dannet i 60-erne af Ecleos far. Ruben Ecleo kaldes »øverste præsident« eller »Åndelig mester« af sine tilhængere. Ecleo er sigtet for at have dræbt sin tidligere kone. Under et tidligere forsøg på at anholde Ecleo dannede sektmedlemmerne en menneskelig blokade, og de svor, at de hellere ville dø end overlade ham til politiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























