Milosevic styrede forbrydelserne i Kosova

Lyt til artiklen

Det var Slobodan Milosevic, der kontrollerede begivenhederne i Kosova »helt ned i detaljen« forud for NATO's bombekrig i 1999. Det var ham, der gav ordrerne, og det var ham, der traf beslutningerne. Det vidneudsagn kom den tyske general Klaus Naumann med ved retsmøderne i sidste uge i Haag, hvor han var indkaldt som anklagerens vidne. Da Milosevic, der fører sit eget forsvar, krydsforhørte ham, kom det til nogle interessante og afslørende ordvekslinger. Naumann, der dengang var formand for NATO's Militærkomité, fortalte, hvordan han og NATO's øverstkommanderende, general Wesley Clark, i oktober 1998 var taget til Beograd for at fortælle Milosevic, at hvis han ikke stoppede undertrykkelsen af kosovaalbanerne, så ville NATO skride ind. Løsning til foråret Da der var truffet en »teknisk aftale«, ifølge hvilken serberne skulle trække hæren tilbage til kasernerne og nedskære antallet af politifolk, oplyste Milosevic over en drink, at han havde til hensigt at løse Kosovaproblemet i foråret 99. »En af forudsætningerne for en løsning på problemet er en balance mellem de to etniske grupper (serbere og albanere, red.). Vi vil gøre det samme, som vi gjorde i 1945-46 i Drenica. Vi vil samle dem sammen alle sammen og skyde dem«, skal Milosevic have sagt ved denne lejlighed. Chok Det var en udtalelse, som chokerede begge generaler, og som blev noteret ned af en af deres medarbejdere, der deltog i mødet. »Vi, der overhørte dette, var lamslåede. Vi kunne ganske simpelt ikke få os selv til at tro det«, sagde Naumann. Milosevic bestred på det kraftigste, at han kunne have sagt noget sådant, »da det var historisk ukorrekt«. Da Titos kommunistiske partisaner i 1945 rykkede ind i Kosova, der under krigen havde været kontrolleret af italienerne, gjorde albanske nationalister modstand mod at komme under jugoslavisk kontrol. Henrettelser Det førte til, at partisanerne samlede mindst 5.000 albanere i Drenica-provinsen og henrettede dem. Det var en aktion, som satte sig dybe spor i kosovaalbanernes forhold til serberne siden hen. Et af anklagemyndighedens væsentlige punkter er at bevise, at Milosevic havde fuld kontrol over, hvad militæret og politiet foretog sig i Kosova. Han er anklaget for krigsforbrydelser for det, der skete i Kosova, og også for forbrydelser mod menneskeheden i Bosnien. Men indtil 26. juli beskæftiger domstolen sig kun med hændelserne i Kosova. Kontrol Klaus Naumann udtalte utvetydigt, at det var Milosevic, der havde kontrollen over alt, hvad der skete i Kosova. Han måtte også have vidst besked om alle de overgreb, der fandt sted, etnisk udrensning, afbrænding af landsbyer, nedskydning af civile, tortur og voldtægt, hvis han ikke direkte beordrede dem. Tusinder blev dræbt og op mod 800.000 måtte flygte ud af provinsen til nabolandene Makedonien og Albanien. Milosevic anfører hele tiden, at hvad de serbiske myndigheder gjorde, var en legitim nedkæmpelse af en terrororganisation, den kosovaalbanske guerillahær, UCK. Kun Milosevic »Jeg fik at vide af den daværende hærchef, general Perisic, at hvis vi ville opnå noget, så var det Milosevic og kun ham, der kunne træffe afgørelser«, fortalte Naumann. Han gav delvist Milosevic ret i, at en stat har ret til at bekæmpe en oprørsbevægelse. Men han fastholdt, at Milosevic havde brugt »uforholdsmæssige magtmidler«, kampvogne og tunge kanoner til at bekæmpe UCK, hvor politi burde have været brugt, og at man havde udsat civilbefolkningen for kriminelle overgreb .

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her