Narkomafia bag mord på kendt journalist

Lyt til artiklen

Narkohandleres bestialske mord på en prisvindende tv-journalist har rystet en by, der har forsøgt at ignorere narkovolden og kun nødtvungent rettede opmærksomheden mod den organiserede kriminalitets tiltagende magt og politiets og myndighedernes manglende evne til at bekæmpe den. Tim Lopes blev myrdet, efter han blev grebet i at optage sekvenser ved nogle narkohandleres fest i det nordlige Rio de Janeiros fattige bydel. Som kameramand for TV Globo medbragte Lopes, der havde vundet priser for sine dokumentarprogrammer om narkohandelen, et skjult kamera til festen, da kvarterets beboere havde beklaget sig over, at narkohandlere havde solgt stoffer til og havde haft sex med mindreårige piger. Arbejdede under dække Politiet ignorerede beboernes krav om handling, så Lopes, 51, arbejdede under dække, i første omgang for at se, hvad der foregik, og derefter for at filme det hele med et skjult kamera. Ifølge myndighederne greb narkohandlerne Lopes i at filme festlighederne den 1. juni. Tre mistænkte, der blev anholdt af politiet, siger, at de har set narkohandlere bringe Lopes til en nærliggende slumbebyggelse. Her skød overhovedet for den lokale narkobande, Elias 'Madman' da Silva, ham i fødderne for at forhindre ham i at flygte. Da Silva stillede ham herefter for en 'domstol', hvor Lopes blev 'retsforfulgt' for sine tidligere film. Da Lopes blev fundet skyldig, blev han tortureret og stukket til døde med et sværd. Herefter brændte da Silva og hans medskyldige liget og begravede det. Begås næsten dagligt Selvom politiet og menneskerettighedsgrupper hævder, at så grusom kriminalitet begås næsten dagligt i Rios glemte slumbebyggelser og forstæder, har mordet på en populær journalist fra landets største mediekoncern åbnet øjnene for den narkorelaterede vold hos en meget bredere del af befolkningen. »Folk lægger mærke til det, fordi det skete i den sydlige del af byen«, siger Danielle Araujo, politidirektør i Rios sydvestlige distrikt, Copacabana. »Du aner ikke, hvor almindelig den slags er i områderne i udkanten af byen. Der er narkohandlerne urørlige, fordi de er så svært bevæbnede, og politiet er bange for at komme efter dem. Politikerne og politiet har mistet kontrollen. Situationen er værre end nogensinde«. Den nye guvernør for delstaten, Benedita da Silva, der er forhenværende hushjælp, og som selv har tilbragt størstedelen af sit liv i en slumbebyggelse, siger, at hendes regering udfordrer den organiserede kriminalitet, og at myndighederne har arresteret 34 højtstående narkogangstere og næsten 400 småfisk, siden hun tiltrådte sit embede i april. Territorialkrig Men regeringsskiftet og den efterfølgende forvirring har udløst en territorialkrig mellem de tre største fraktioner inden for den organiserede kriminalitet. De deler kontrollen med byens mere end 800 slumbebyggelser og dermed kokain- og marihuanahandel til flere millioner dollar mellem sig. Banderne nøjes ikke med at beskyde politiet og rette bomber mod regeringens kontorer, de har også forhindret folk i at gå ind og ud af favelaerne og beordret skoler og forretninger til at lukke. Nogle af dem er i besiddelse af store våbenlagre med både håndgranater, hjemmelavede bomber og selv raketkastere. Volden, der normalt holder sig inden for den nordlige del af byens grænser, har bredt sig til den rigere, mere glamourøse sydlige bydel i de seneste uger, og det afholder mange fra at gå hjemmefra, selv i dagslys. I et af de værste tilfælde af narkovold blev en tunnel, der forbinder den nordlige bydel med centrum og Copacabana, spærret af en skudkamp mellem politi og narkohandlere. De frygtindgydende scener har spredt skræk blandt middelklassen, som ellers for størstedelens vedkommende havde været forskånet for de værste voldsudgydelser. Borgere i fare »Almindelige borgere er i fare for ikke at kunne gå på gaden«, indrømmer Rios øverste politichef, Francisco Braz. Indbyggerne i den overvældende smukke by, som er kendt for sine strande, tilbringer mindre og mindre tid uden for deres bevogtede boliger og aflåste biler. Ifølge de handlende er indtægterne i de lokale barer og restauranter faldet med næsten en tredjedel, da folk er bange for at gå på gaden, og indbyggerne fortæller, at de i stigende grad undgår at gå ud om natten af frygt for at blive overfaldet eller dræbt. Mange brasilianere skyder skylden på både lokal- og forbundsregering for ikke at gøre nok for at bekæmpe problemet. Selvom man gentagne gange har lovet ekstra midler og bekendtgjort den ene plan efter den anden for at sætte mere politi på gaden og tage fat på fattigdommen i de fattige kvarterer, har der ikke være nogen synlige fremskridt. Forbundsregeringen har vist sig så uduelig, at over fem milliarder kroner, som blev lovet til politiet som led i en kriminalitetspakke i 2000, aldrig blev udbetalt. Tims død »er en konsekvens af lovløsheden og manglen på sikkerhed fra myndighedernes side, da de er ude af stand til at forsvare deres borgere«, sagde Lopes' søster ved begravelsen. »Alt skyldes trægheden i Brasiliens regering«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her